Cloak and Dagger handler om kæresterne Tandy og Tyrone, der begge udvikler superkræfter efter en traumatisk ulykke, men opdager, at de er langt stærkere sammen end hver for sig. Men mange ting og ikke mindst det faktum at Tandy er hvid og Tyrone sort, og de at de to kommer fra meget forskellige baggrunde, besværliggør deres forhold en del.
Fra biroller i Spider-Man til egen serie
Serien er udviklet i samarbejde med Marvel Television og ABC Studios, der også laver de andre Marvel tv-serier. Serien bliver en del af Marvels overordnede Marvel Cinematic Universe, selv om den nok ikke får direkte links til de andre serier, der alle kører på andre tv-netværk (den eneste Marvel Television-producerede serie, der ikke er en del af MCU er den noget unikke Legion).
Cloak and Dagger dukkede første gang op i Spider-Man i 1982 men fik siden deres egen serie, som også har været udgivet på dansk. Selv om serien var en del af Marvel-universet, så kæmpede de to sjældent mod superskurke i kostume, men var som oftest fokuseret på New Yorks undergrund og narkohandel. Traileren ser ud som om serien vil følge trop og på den måde, ser den da også ud til at have mere tilfælles med Netflix’ marvel-serier end med den mere kulørte Agents of S.HI.E.L.D.
Hovedforfatteren fra Heroes
I rollen som Dagger ser vi Olivia Holt, der fik sit gennembrud på Disney XD som Kim i karateserien Kickin’ It. Cloak spilles af Aubrey Joseph og bliver hans første større rolle (han har dog været med i tre episoder af HBO’s The Night Of). Seriens idémand og showrunner bliver Joe Pokaski, der var en af hovedforfatterne bag en anden superhelteserie Heroes, der kørte fra 2006 til 2009 og lagde ud med gode anmeldelser og fine sertal, men oplevede et gevaldigt dyk i kvalitet og popularitet.
Cloak and Dagger får premiere på ABC/Disney-kanalen Freeform i 2018.