Energikoncernen Andel har netop lanceret en ny holdningskampagne, ”Fossilbiler hører ikke hjemme i en grønnere fremtid”. Ambitionen er at skabe debat om modstanden mod elbiler og få flere danskere til at vælge elbilen som deres næste bil.
Udlån af elbiler er et element i kampagne, og det lader til at være en stor succes. Allerede få timer efter at der blev åbnet for bookinger, var samtlige 100 biler reserveret.
– At skifte fra fossil- til elbil er noget af det mest effektive, vi kan gøre som privatpersoner for at reducere vores CO2-udledning. Så vi er jublende glade for, at der er så mange, der gerne vil prøve livet som elbilist, siger Rikke Trikker, kommunikationsdirektør i Andel.
Som energikoncern – og ladeoperatør – har Andel naturligvis også en stor interesse i at få danskerne over i elbiler.
For at imødekomme den store interesse fordobler Andel indsatsen, så endnu flere får mulighed for gratis at afprøve livet som elbilbilist i to døgn. Den nye pulje af elbiler udlånes ligeledes efter først-til-mølle-princippet. Sitet genåbner for booking den 30. august og bilerne vil være tilgængelige fra den 10. september.
Det er via Europcars 30 danske stationer, man kvit og frit kan reservere en elbil. Det gøres via kampagnesiden og det er mellemstore elbiler, som Cupra Born, Tesla Model 3 eller Skoda Enyaq, der er til rådighed. Med elbilen følger en ladebrik fra Andels datterselskab Clever, så man frit kan benytte sig af det nemt tilgængelige og landsdækkende ladenetværk i perioden. Man kan gratis fylde 600 kilometer på batteriet.