Master and Dynamic er måske ikke et husholdningsbrand i de små danske hjem, men det burde det faktisk være – i hvert fald i de hjem, hvor man går op i god lyd. Vi har fået fingrene i Master and Dynamic MW07, og det er nogle af de allerbedste ægte trådfri hovedtelefoner vi nogensinde har testet.
Specielt design I første omgang er indpakningen de små hovedtelefoner kommer i ret lækker. Både hvad angår det pap, produktet er pakket ind i og laderen, der virkelig skiller sig ud: Den ser decideret lækker ud i rustfrit stål – der dog er en fingeraftryksmagnet. Selve de to enheder der skal i ørerne er også anderledes designet – omend det lidt specielle materialevalg nok er en smagssag. Det ligner lidt nogle briller min bedstemor engang havde, men det er i sig selv jo ikke diskvalificerende. Skulle man have lyst til et lidt mere diskret sæt, fåes de også en en pæn, mørk grå version. De stikker ikke langt ud af ørerne, men de er heller ikke decideret små. Jeg tror dog, de fleste vil synes de er nogenlunde pæne i ørerne.
Betjeningen foregår via fysiske knapper, hvilket jeg foretrækker frem for touch på denne type hovedtelefoner. Knapperne er lette at ramme og sidder godt. Der er en multiknap til play/pause, Siri/Google Assistant osv. Og så to knapper til at skrue op og ned. Helt standard setup, men nogen gange behøver man altså ikke genopfinde den dybe tallerken.
Det kunne ligne rav – men det er det altså ikke. Der findes også mere diskrete alternativer (tryk for stort billede) God pasform Ligesom eksempelvis Jabras Elite 65T skal man nærmest “skrue” MW07 på plads i ørerne. Med i æsken følger flere sæt forskellige gels, så de fleste burde kunne finde noget, de kan passe. I hvert fald fandt jeg hurtigt frem til, at de største er det sæt jeg bedst kan bruge – og når de så er skruet på plads i ørerne sidder de rigtigt godt fast – faktisk sidder de så godt, at jeg har prøvet at løbe med dem – det var slet ikke et problem, omend det tydeligvis ikke er det, de er beregnet til. Men man har på intet tidspunkt en frygt for, at de falder ud.
MW07 sidder godt til – og bliver siddende. De stikker heller ikke for langt ud. Lyd i særklasse Hvis designet er lidt… Funky… Så er der til gengæld ikke noget mærkeligt over lyden. Den er decideret fantastisk. Her er masser af bas, veldefineret diskant og en mellemtone, der ikke drukner. I det hele taget en lyd der virkelig fungerer. Og det er ligemeget om jeg kyler pop, rock eller jazz efter de små Master and Dynamics MW07, så lyder de helt sublimt. Faktisk er det måske den bedste lyd jeg nogensinde har klemt ud af et sæt helt trådløse hovedtelefoner.
På intet tidspunkt har jeg haft problemer med forbindelsen. Hverken imellem de to enheder eller imellem dem og telefonen. Faktisk er rækkevidden nogenlunde på højde med det, Apples AirPods leverer, hvilket er helt i top. Lydkvaliteten ved samtaler er i øvrigt ikke helt på niveau med Apples hovedtelefoner, men det er ikke meget galt.
USB-C kabel følger med Der er, naturligvis, et kabel med i kassen til MW07. Og heldigvis springer Master and Dynamic ikke over, hvor gærdet er lavest – de har valgt den nyeste standard, USB-C. Aldrig flere microUSB stik, tak!
Med USB-C kan man fint oplade både batteri-æske og hovedtelefoner med samme lader og kabel som man bruger til sin telefon (hvis man har en bare seminy Android. Det er superpraktisk og nu hvor selv Apple er ved at hoppe på USB-C bølgen med deres nye iPad , giver det mere mening end nogensinde.
Gennemsnitlig batterilevetid MW07 spiller i ca. 3,5 timer på en opladning, hvis man tror på Master and Dynamic selv. I praksis ar jeg fået både 3 og 4 timer ud af dem, men det kommer selvfølgelig an på, hvor højt man skruer op. Derudover er der snildt tre fulde opladninger i den medfølgende lader/batteriæske. Det er helt på niveau med de fleste konkurrenter, og jeg tror de fleste vil være fint tilfredse med batterilevetid i den størrelsesorden.
Dyrere end konkurrenterne Der er selvfølgelig en hage ved, at Master and Dynamic MW07 er så lækre og lyder så godt – de er ret dyre: 2.399 kr. må du slippe for fornøjelsen. Men hvis du vil have lyd der absolut er noget af det bedste i klassen, så må du altså hoste op.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 2.399 kr. Hvis du vil have absolut trådløs frihed kombineret med den ultimativt gode lydkvalitet er MW07 et rigtigt godt bud.