Mazda har præsenteret en ny elektrisk bilmodel, Mazda 6e, på dette års Bruxelles Motor Show. Den nye model er designet som en rummelig 5-dørs bil og fås med to batteristørrelser, der skal imødekomme forskellige behov.
Standardversionen har et batteri med en kapacitet på 68,8 kWh, hvilket giver en rækkevidde på op til 479 WLTP-kilometer. Alternativt kan man vælge en version med et større batteri på 80 kWh, der giver op til 552 kilometer på en opladning.
Begge versioner leverer en ydeevne, der inkluderer baghjulstræk og en acceleration fra 0-100 km/t på under 8 sekunder. Hurtigopladning er muligt med op til 200 kW DC, og Mazda 6e kan oplades fra 10 til 80 procent på cirka 22 minutter, loves det. Elmotoren yder 258 heste.
Mazda fortæller, at 6e er udviklet med fokus på “moderne design og praktisk anvendelighed”. Bilen har en lav silhuet og detaljer, der fremhæver dens strømlinede udseende. Bagklappen giver adgang til et rummeligt bagagerum, hvilket øger bilens anvendelighed i hverdagen.
Mazda 6e vil blive tilbudt i to forskellige udstyrsniveauer. Takumi har et interiør med beige eller sort kunstlæder, mens Takumi Plus har brunligt Nappa-læder og ruskind samt en elektrisk betjent solafskærmning til panoramataget.
Et kig indenfor. Indenfor er 6e udstyret med en 14,6-tommer trykfølsom multimedieskærm. Derudover er der et 10,2-tommer stort digitalt kombiinstrument samt et head-up-display med Augmented Reality. Her vises de vigtigste informationer om blandt andet hastighed, sikkerhedsfunktioner og navigation direkte i synsfeltet på den, der sidder bag rattet.
Priserne på den nye Mazda6e foreligger endnu ikke, men den forventes introduceret på det danske marked i sommeren 2025.
Mazda har kun en enkelt ren elbil på markedet herhjemme, nemlig den knapt fem år gamle Mazda MX-30. Der er ved indgangen til 2025 indregistreret blot 1.262 eksemplarer, så den nye Mazda e6 er en kærkommen mulighed for japanerne til at udvide markedsandelen.
Mazda 6e’erens direkte rivaler primært vil være mellemstore og større elektriske hatchbacks eller coupé-SUV’er med fokus på rækkevidde, design og teknologi. De mest oplagte konkurrenter inkluderer Tesla Model Y, Hyundai Ioniq 6 og Polestar 2.