I øjeblikket er BMW det eneste bilmærke, der kan bruges med Apples digitale bilnøgle Apple CarKey. Men det vil snart ændre sig. Det mener i hvert fald Bloombergs Mark Gurman. I sit nyhedsbrev skriver han, at teknologien rulles til bilmærker fra både Hyundai og Genesis allerede til sommer.
Gurman bygger sin profeti på kodelinjer i iOS 15, der refererer til netop de to bilmærker. Han har siden fået at vide at sine kilder, at det rulles ud til sommer.
Apple og Hyundai har tidligere været smedet sammen via rygter om, at sydkoreanerne skulle producere Apples elbil, den såkaldte Project Titan. De rygter blev dog skudt ned af selvsamme Bloomberg. Men først efter at Hyundai havde bekræftet, at de var indgået i en eller anden form for dialog med Apple.
Med CarKey kan chaufføren bytte den fysiske bilnøgle ud med en iPhone. Via NFC-teknologi kan telefonen bruges til at låse bilen op – og indenfor kan bilen starte uden brug af nøgle, hvis bare telefonen er i lommen.
Selv hvis iPhone skulle løbe tør for strøm vil CarKey-funktionen stadig fungere i op til fem timer via et reserveret strømlager.
CarKey kan også bruges sammen med Apple Watch.
I øjeblikket fungerer CarPlay udelukkende sammen med en række udvalgte BMW-modeller.