Mercedes og Google går nu sammen i et langsigtet strategisk partnerskab, som skal “skabe fremtidens digitale luksusbiloplevelse”. Udmeldingen kommer samtidig med, at sløret er løftet for udviklingen af et helt nyt og egenudviklet styresystem, kaldet MB.OS.
Med Mercedes og Google-samarbejdet vil Mercedes-Benz blive den første bilproducent til at udvikle sit eget navigationssystem baseret på Google Maps-platformen. Partnerskabet vil give Mercedes-Benz adgang til blandt andet Google Place Details. Den leverer information om for eksempel telefonnumre, åbningstider og anden praktisk information om steder og seværdigheder. Samt forudsigelser om trafiksituationer, automatisk omdirigering i forbindelse med pludselige hændelser og meget mere.
Udover at opgradere navigationen med endnu mere information, vil også YouTube-appen blive integreret i Mercedes-Benz’ infotainmentsystem. Data fra Google Maps vil desuden blive anvendt til at aktivere assistentkørefunktioner som for eksempel automatisk hastighedsjustering før lyskryds, rundkørsler og sving.
“Google har i mange år været førende, når det gælder kort og navigation. Teknologien vil blive integreret i vores eget velkendte interface og dermed også fuldt forbundet med relevante bilfunktioner som for eksempel batteriopladning,” lyder det fra CEO hos Mercedes-Benz, Ola Källenius.
I første omgang vil Mercedes-Benz give eksisterende brugere adgang til featuren Google Place Details. Dette giver adgang til detaljeret information om mere end 200 millioner steder og seværdigheder i hele verden. Det inkluderer fotos, brugeranmeldelser, kontaktinformation og meget mere.
Place Details er allerede nu tilgængelig i modeller med den seneste generation af MBUX-systemet (NTG7) på udvalgte markeder, inklusive Danmark.
Nyt styresystem til Mercedes-biler
Det nye operativsystem, MB.OS, vil blive introduceret sammen med den kommende MMA-platform (Mercedes Modular Architecture). En platform der vil danne teknisk grundlag for fremtidens modeller fra Mercedes Benz.
Systemet vil sikre en endnu højere grad af databeskyttelse samt udnytte en unik integration af samtlige bilfunktioner så som infotainment, automatiseret kørsel og batteriopladning. Dermed gøres det muligt at individualisere brugen af bilen endnu mere.
Med MB.OS vil Mercedes-Benz desuden kunne udvide bilernes infotainment-features yderligere gennem nye partnerskaber med førende udbydere af blandt andet video- og gaming-applikationer. For eksempel vil MB.OS åbne en helt ny verden indenfor in-car-gaming via Antstream, mens populære tjenester som Webex og Zoom skal gøre det nemt at koble sig op til onlinemøder, mens man er på farten.
En forløber til MB.OS vil allerede være tilgængelig I den nye E-Klasse, som introduceres i Danmark i andet halvår af 2023 og bliver udstyret med tredje generation af det velkendte intelligente infotainmentsystem MBUX.