Solid state-batterier er elbilproducenternes hellige gral og nu melder også Mercedes sig for alvor ind i kampen. Tyskerne har indgået et partnerskab med batteriproducenten ProLogium, der angiveligt er “markedsledende inden for solid-state-teknologien”.
Mercedes mener det alvorligt. For lidt over en uge siden investerede selskabet også i Factorial Energy, der ligeledes udvikler på solid state-batterier.
– Rækkevidde og effektivitet er altafgørende i udviklingen af morgendagens elbiler, og solid state-teknologien gør det muligt at sikre en kompromisløs køreoplevelse med mindre og lettere batterier, siger Chief Technology Officer hos Mercedes-Benz, Markus Schäfer.
De første testmodeller fra Mercedes-Benz med de nye solid state-batterier forventes præsenteret “i løbet af få år”. Mercedes fortæller samtidig, at de første bilmodeller med solid state-teknologi forventes at være klar til forbrugerne inden udgangen af dette årti.
Illustration fra Mercedes (foto: Mercedes). I forbindelse med samarbejdet bygger Mercedes en ny batterifabrik, der skal åbnes i slutningen af året. Fra 2030 er målet, at Mercedes udelukkende vil tilbyde fuldelektriske modeller.
Kapløbet om at komme først med solid state-batterierne intensiveres altså. BMW sagde sidste år , at de være klar med en prototype på et solid state-batteri “inden 2025”. De sagde samtidig, at de vil være klar til at masseproducere teknologien inden 2030.
Japanske Toyota har i de sidste to år lovet, at de vil være klar med en prototype “næste år”.