Mobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Xiaomi Mi 11i – billig Android vinder på kvalitet og funktioner

Xiaomi går aggresivt efter at overtage den plads, Huawei er blevet skubbet væk fra – og det gør de faktisk ret godt. Deres Mi 11i er en velbygget telefon med gode specifikationer til en rigtigt god pris.

Xiaomi Mi 11i er Xiaomis bud på en ny topmodel som skal konkurrere imod især Samsungs Galaxy S21, OnePlus’ topmodeller og Apples iPhone 12. Jeg ville gerne også nævne en Huawei telefon, men som det ser ud nu er det kinesiske firma stort set på vej ud af sortimentet fra mange af de store teleselskaber og forhandlere, og det er netop dette hul i markedet, Xiaomi vil have for sig selv. Og med en telefon som Mi 11i tror jeg faktisk også, de har en ganske fornuftig chance.

Dyrt udseende

Android telefoner ligner i høj grad hinanden – især i den høje mellemklasse der ligger lige under flagskibene. Og Mi 11i er ingen undtagelse; det er en helt ”klassisk” moderne smartphone med afrundede kanter (der er behagelige at holde ved) og et såkaldt ”punchhole” til kameraet i skærmen. Skærmen er flad, så selv om kanterne er bløde, er selve skærmen altså helt plan, hvilket jeg virkelig sætter pris på – det er simpelthen lettere at betjene.

 

Bagsiden er domineret af det store kamera der stikker temmelig langt ud – hvilket skæmmer en ellers pæn bagside. Det er dog ikke en katastrofe, og har du haft en nyere telefon før, vil det ikke skræmme.

Kameraet på bagsiden stikker et godt stykke ud

Alt i alt er Mi 11i en pæn telefon på stort set alle måder, og tager jeg prisen på ca. 4.500 kr. i betragtning må jeg sige at jeg synes, man får rigtigt meget på både design og byggekvalitet til en absolut rimelig pris.

 

Solid skærm i medium kvalitet

Skærmen er med AMOLED teknologi, hvilket betyder ganske glimrende kvalitet. Lysstyrken er rimelig og selv i høj sol fungerer skærmen fint. Den har 120Hz, så den reagerer ganske imponerende hurtigt i både almindelig brug (for eksempel scrolling igennem websider) og til spil, der kører helt smooth…

Generelt er skærmen absolut godkendt – farverne står fint i standardindstillingerne, og er ikke – som mange ellers har en tendens til – overmættede. Sortniveauet er næsten perfekt (det er det stort set altid på de bedre AMOLED skærme) og ser du video bliver du forkælet med HDR10+ – men desværre ikke Dolbyvision, hvilket er lidt skuffende. Det fungerer dog i praksis ganske udmærket, og de fleste vil være tilfredse med billedkvaliteten hele vejen rundt.

Betjening på topniveau

Xiaomi har valgt, at der ikke er en fingeraftrykslæser under skærmen, som det ellers er blevet standard – den er i stedet flyttet ud på sideknappen, hvilket jeg må sige er et betydeligt bedre valg. Faktisk er den ekstremt hurtig og præcis – du opdager aldrig, at du aktiverer den med mindre du tilfældigvis kommer til at bruge den forkerte finger.

 

Xiaomis eget MIUI software er dejligt neutralt og ligger sig relativt tæt op ad det man kalder ”stock” Android – altså den rene Android oplevelse – hvilket jeg personligt synes er fint. Hvis man skal ændre drastisk på softwaren skal man virkelig vide, hvad man laver (som Samsung med deres OneUI) – men i virkeligheden er Android i sig selv så godt efterhånden, at det ikke er super nødvendigt. 

Sponseret link: Køb Xiaomi Mi 11i hos CallMe her

Udmærket kamera

Kameraet på Mi 11i kravler ind i midten af feltet når man sammenligner med konkurrenternes kameraer. Det er ikke helt så godt i mørke omgivelser som for eksempel det på Samsung Galaxy S21, men generelt gør det det stadig hæderligt. I dagslys får man – uden at pille ved indstillingerne – stort set altid gode, skarpe billeder der vil være tilfredsstillende for de fleste. Om aftenen bliver det altså en smule mere problematisk fordi der ikke er optisk billedstabilisator der kan hjælpe – så der er en reel risiko for, at dine billeder bliver en smule slørede med mindre du virkelig kan holde telefonen stille. Det er ikke sådan at du ikke kan tage billeder om aftenen – slet ikke. Men her er forskellen op til konkurrenternes topmodeller bare en smule større.

 

Der er både makro linse og vidvinkel, der i øvrigt heller ikke har optisk billedstabilisator nogen af dem. Ved billeder taget med vidvinkel er det ikke et problem, men makroen kan godt være lidt svær at få til at fungere helt efter hensigten, og billederne har en tendens til at være en smule uskarpe – men det skal også siges, at linsen kun er 5 megapixel.

Ikke desto mindre må jeg sige, at under langt de fleste omstændigheder tager Mi 11i ganske glimrende billeder, og som et point-and-shoot kamera er det helt udmærket.

 

Hurtig som bare…

Ja, jeg ved det godt; vi siger altid, at stort set alle mobiler i dag er hurtige nok til alt hvad de skal kunne. Men i dette tilfælde må jeg sige, at Mi 11i faktisk på en eller anden måde virker lidt hurtigere end alt andet jeg har prøvet på en mobil i denne klasse. Processoren er en Snapdragon 888 fra Qualcom, der lige nu er standarden for Android mobiler, og det lykkedes altså at hive alle de dejlige kræfter ud af den så man rent faktisk også fornemmer at Mi 11i er en virkelig hurtig telefon. Kombinationen med 120Hz skærmen gør selvfølgelig heller ikke noget dårligt for den, og du kommer aldrig til at savne kræfter på Xiaomi telefonen.

I min måling ender Mi 11i på ganske respektable 1120 på singlecore og 2949 på multicore. Og selv om det ikke helt kan hamle op med konkurrenternes topmodeller i målinger – ja, så FØLES den altså superhurtig i dagligt brug. Og det er vel, trods alt, det vigtigste. Og så skal man huske på, at den er betydeligt billigere end de andre på denne liste, som faktisk allesammen i teorien også ligger en klasse højere – men som 11i altså stort set spiller lige op med på hastigheden.

 

MODELSINGLE-COREMULTI-CORE
Apple iPhone 12 Pro1.5964.086
OnePlus 9 Pro1.1273.686
Samsung Galaxy S21 Ultra1.0993.387
Xiaomi Mi 11i11202949

Batterilevetid i den bedre ende

Batteriet i Mi 11i er på 4520mAh – et lidt underligt tal, der dog dækker over at der er godt med plads til at telefonen kan køre en hel dag uden problemer. Faktisk er jeg gået i seng med ca. 50% tilbage på batteriet de fleste dage under denne test – og det må siges at være ganske fornuftigt. Det kræver dog, at man lige roder lidt med indstillingerne hvis man vil have ekstra ud af batteriet, men det er fint muligt – og der er virkelig meget at rode med i Xiaomis glimrende MIUI, så de fleste vil kunne finde en god balance imellem funktionalitet og batterilevetid.

Samtidig understøtter telefonen også 33W hurtigopladning med den medfølgende oplader, så skulle man endelig ende i en situation hvor man har brug for hurtig opladning er det altså absolut muligt.

Sponseret link: Køb din nye Xiaomi telefon hos Telia her!

5G og alt det andet

Selvfølgelig er Mi 11i udrustet med 5G – det ville være mærkeligt andet. Derudover har den også USB-C (men man kan vist ikke finde flere nye telefoner med microUSB, så det er også standard), og bluetooth 5.2 – hvilket er den nyeste standard, så det er også godkendt. En lille ekstra detalje som jeg finder meget lækker er, at wifi6 – den nye wifi standard – nu også har fundet vej “ned” til mobiler i denne klasse. Med andre ord; du går ikke på kompromis med forbindelserne hvis du vælger Mi 11i. Tværtimod.

iNPUT mener…

Xiaomi Mi 11i er en glimrende telefon der kombinerer gode features, et pænt design og rimelig hastighed med en pris der slår de fleste konkurrenter. Faktisk er det svært at finde de helt store kritikpunkter på en telefon der leverer så meget til en pris hvor de fleste kan være med.

Xiaomi Mi 11i

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: Fra 4.499 kr.

Xiaomi går aggresivt efter at overtage den plads, Huawei er blevet skubbet væk fra – og det gør de faktisk ret godt. Deres Mi 11i er en velbygget telefon med gode specifikationer til en rigtigt god pris.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.