Google, Facebook, Apple og nu også Microsoft. Alle har eller får datacentre i Danmark. Sidstnævnte afslørede i dag fra hovedkvarteret i Lyngby, at de vil oprette datacenterregionen Denmark East, der kommer til at bestå af hele tre datacentre. De kommer til at ligge på Sjælland.
Alle tre datacentre vil være grønne fra dag et – de vil altså blive forsynet af 100 procent vedvarende energi.
Microsoft har valgt at investere i en bæredygtig dansk datacenterregion, fordi “Danmark er et foregangsland i både den grønne omstilling og digitaliseringen. Samtidig oplever vi i Microsoft en stigende efterspørgsel på, at vores kunders data kan opbevares på dansk jord,” fortæller selskabet.
Det er Microsofts største investering i Danmark i de 30 år, virksomheden har været her. Ud over datacentrene tæller investeringen også en opkvalificering af 200.000 danskere i digitale færdigheder. Ud over et samarbejde med udvalgte uddannelser, vil der eksempelvis være mulighed for at uddanne sig via onlinekurser på LinkedIn.
– Teknologien spiller en afgørende rolle for en grøn, digital fremtid. Med denne investering løfter vi den digitale infrastruktur og de digitale kompetencer i Danmark og styrker mulighederne for innovation, jobskabelse og vækst. Samtidig vil Microsofts bæredygtige datacenterdesign bidrage positivt til Danmarks ambitiøse klimamål, siger Nana Bule, CEO i Microsoft Danmark
– Den fremtid vi ser ind i er både grøn og digital. Dette er et strålende eksempel på, at digitaliserringen og grøn omstilling går hånd i hånd, sagde finansminister Nikolaj Vammen under pressemødet.
Der kan læses med om initiativet, der har fået navnet #DigitalLeapDenmark, på Microsofts hjemmeside.