Microsoft har angiveligt været udsat for et hackerangreb af gruppen Lapsus$, som har stjålet og lækket 37GB data.
Hackergruppen med navnet Lapsus$, ser atter ud til at være på banen igen. For ikke så lang tid siden hackede de sig eksempelvis ind hos Samsung, Ubisoft og Nvidia.
Læs mere om hackerangrebet mod Samsung her: Hackere stjæler kildekode til Samsung Galaxy-enheder.
Denne gang er Microsoft offeret og hackergruppen hævder at have stjålet data fra en Azure DevOps-server, i form af kildekode til flere Microsoft-produkter, herunder Bing og Cortana.
37GB data lækket på internettet
Det hele startede i søndags, hvor Lapsus$ uploadede et screenshot af filerne og derefter delte en komprimeret zip-fil med dataene. Den komprimerede fil er kun på 9 GB, men efter udpakning rummer den cirka 37 GB kildekode til over 250 Microsoft-projekter, ifølge hackerne. De fleste af projekterne er angiveligt til webbaserede og mobile apps, så Windows er umiddelbart ikke berørt.
Kildekode til Bing og Cortana er lækket
Lækagen indeholder angiveligt 90% af kildekoden til Microsofts Bing Maps og 45% af kildekoden til Bing søgemaskinen, samt Cortana. Derudover er e-mails og dokumentation for Microsoft-ingeniører, brugt til at udgive mobilapps, tilsyneladende inkluderet i lækket.
Ingen kundedata, herunder adgangskoder og brugernavne, lyder dog til at være kompromitteret, men det er ikke bekræftet.
Microsoft undersøger sagen
Microsoft er efter sigende bekendt med sagen og er i gang med at efterforske sagen, samt de stjålne data. Hvorvidt Microsoft rent faktisk har været ude for et hackerangreb, ved de endnu ikke.
Læs også: Rygte: OnePlus Nord 3 med 150W opladning er på vej