Det er en smule trist, mener undertegnede, men Microsoft erkender nu sit nederlag og anbefaler sine Windows Phone-brugere at skifte til enten Android eller iOS. I et såkaldt ”End of Support”-dokument skriver Microsoft, at der efter 10. december 2019 ikke længere vil blive lavet sikkerhedsopdateringer til Windows 10 Mobile.
”Med afslutningen af support for Windows 10 Mobile anbefaler vi, at kunderne flytter til en understøttet Android- eller iOS-enhed. Microsofts missionserklæring om at styrke hver person og hver organisation på planeten til at opnå mere, betyder, at vi fortsat vil understøtte vores mobile apps på disse platforme og enheder,” skriver Microsoft blandt andet.
Satte ny designstandard
Med Windows 10 Mobile satte Microsoft standarden for det nye ”flade” design som Apple (og Google) senere adopterede på sine mobile styresystemer. Men Windows-mobilerne slog aldirg rigtigt an – og med manglende brugerbase blev styresystemet fange i en catch 22, hvor for få brugere betød, at der ikke blev udviklet apps, hvilket igen betød, at brugerne blev væk.
Allerede i efteråret 2017 skrev Microsofts egen Joe Belfore på Twitter, at udviklerne simpelthen manglede.
Vil du (også) savne Windows Phone? Skriv dine tanker nedenfor …