Rygterne var løbet i forvejen. I dag har Microsoft officielt lanceret en opfølger til den to år gamle Surface Laptop Go. Visuelt adskiller Surface Laptop Go 2 sig ikke voldsomt fra forgængeren, men den har fået både 11.-generations Intel Core i5-processor og Windows 11.
Computeren har også fået bedre HD-kamera til videomøder – og så fås den nu i fire forskellige farver. Sage er den nye tilføjelse.
Ligesom forgængeren er der tale om en både mindre, lettere og mere blodfattig bærbar computer. Men det er også den billigste Surface-bærbare. Vægten er på 1,1 kilo, så Surface Laptop Go 2 er lettere end MacBook Air (1,29 kilo).
Den danske pris på den nye computer er endnu ikke offentliggjort, men i USA er startprisen på 599 dollars. Det er 50 dollars mere end forgængeren, der herhjemme koster 5.229 kroner. Mon ikke den danske pris på 2’eren dermed kommer op i nærheden af 6.000 kroner?
Til sammenligning starter prisen på en MacBook Air med M1-processor ved 8.755 kroner.
Surface Laptop Go 2 fås I farverne Platinum, Sage, Sandstone og Ice Blue. Microsoft Surface Laptop Go 2 kan forudbestilles fra Surface-hjemmesiden fra og med i dag. Microsoft begynder leveringerne den 7. juni, loves det.
Herunder maskinens specifikationer:
Operativsystem Windows 11 Home / Pro Vægt 1,127 kilo Skærm 12,4 tommer trykfølsom PixelSense, 1.536 x 1.024 pixel Processor Quad-core 11th Gen Intel Core i5 (1135G7) Grafik Intel Iris Xe (integreret) Hukommelse 4/8/16 gigabyte LPDDR4x RAM Lagerplads 128/256 gigabyte SSD Batteri Op til 13,5 timers typisk brug Kamera 720p HD f/2.0 webkamera i skærmen Tilslutninger Wi-Fi 6, 802.11x, Bluetooth 5.1, 1 x USB-C, 1 x USB-A, 3,5 mm jackstik, 1 x Surface Connect-stik. Pris 599 dollars (4.171 kroner uden moms og afgifter)