GamingTophistorie

Microsoft overtager Activision Blizzard for rekordbeløb

Med opkøbet af Activision Blizzard bliver Microsoft med ét slag verdens tredje største spiludgiver.

World of Warcraft, Call Of Duty, Diablo, Candy Crush … alle disse spil, og adskillige flere, vil fremover tilhøre Microsoft. Selskabet har i dag meddelt, at de overtager spiludgiveren Activision Blizzard for et svimlende beløb på 460 milliarder kroner.

Det er det hidtil højeste beløb, Microsoft nogen sinde har betalt for et andet firma; den tidligere rekord var på knapt 168 milliarder. Det var, hvad Microsoft måtte betale for netværket LinkedIn i 2016.

 

Købet gør med ét slag Microsoft til den tredjestørste spiludgiver, målt på omsætning, efter Tencent og Sony. Microsoft har allerede afsløret planer om at tilføje en stor del af Activisions titler til Xbox Game Pass.

– Når handelen er gået igennem, vil vi tilbyde så mange Activision Blizzard-spil, som vi kan, inden for Xbox Game Pass og PC Game Pass. Både nye titler og spil fra Activision Blizzards utrolige bagkatalog, siger Microsofts CEO for gaming Phil Spencer.

 

Xbox Game Pass har angiveligt omkring 25 milllioner abonnenter. Men det tal bliver med garanti højere, hvis titler som Overwatch, Warcraft og Call Of Duty bliver en del af pakken.

– Vi investerer stort i verdensklasse-indhold, fællesskab og skyen for at indlede en ny æra af gaming, der sætter spillere og skabere først og gør spil sikkert, inkluderende og tilgængelig for alle, siger Microsofts CEO Satya Nadella.

Så sent som i marts sidste år overtog Microsoft ZeniMax Media, der via spiludvikleren Bethesta Softworks udgiver titler som Doom og Fallout.

 

Microsoft forventer at overtagelsen af Activision Blizzard vil være gennemført i løbet af 2023.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.