OPDATERET: Uno-X fortæller til iNPUT at åbningen af lynladerne ved Purhus er udsat på ubestemt tid. Der er altså ingen grund til at ræse mod Purhus for at få billig opladning.
Uno-X åbner snart deres tredje lynladestation, der skal supplere laderne ved henholdsvis Nyborg og Tilst ved Aarhus. De nye lynladere ligger ved Purhus, der ligger mellem Randers og Hobro, og resten af måneden kan man lade til en særpris på 2,50 kroner/kWh. To kroner under den normale pris, der ligger på 4,50 kroner/kWt.
Rene Thygesen, der er distriktspartner hos Uno-X i Purhus, fortæller:
– I dagens samfund er tid en særdeles værdifuld valuta. Derfor skal det også være nemt at finde en ladestander for en elbilist. De nye lynladere på Vestergade 70 vil komme til at tilgodese både lokale og pendlende elbilister, og leverer som altid op til 300 kW afhængig af bil- og motorstørrelse.
Der er sat to ladestandere med i alt fire ladestik op ved Purhus og dem skal der nok blive rift om. Hvis der er to biler tilkoblet samme ladestander, vil den automatisk fordele strømmen mellem begge biler. Uno-X kalder det for fair share.
Lynladerne fra Uno-X kræver ikke abonnement. Kunderne kan betale med præcis det betalingsmiddel, de foretrækker, fortæller Rene Thygesen.
Kæden ejes af Reitan-gruppen og tæller i Danmark over 140 ubemandede tankstationer. Den første lynlader blev åbnet ved Nyborg i april sidste år, men ambitionerne indebærer også, at selskabet i fremtiden skal levere opladning ved Rema 1000-butikker.
Se et kort over kædens lynladere på hjemmesiden. De nye Parhus-ladere er i skrivende stund ikke med på kortet.