Miljøet og elpriserne har de senere år givet kernekraften en renæssance. Tidligere på året kunne vi fortælle om svenske Kärnfull Next, der vil sælge kommuner og virksomheder deres egne små atomkraftværker. Nu har den amerikanske tilsynsmyndighed Nuclear Regulatory Commission, NRC, godkendt designet på et mini-atomkraftværk, der kan samles på en fabrik og flyttes derhen, hvor der er behov for det.
Godkendelsesprocessen har taget knapt seks år. Det er blot syvende design på et atomkraftværk, der er blevet godkendt til brug i USA, fortæller ArsTechnica.
Det er selskabet NuScale, der står bag det nye mini-atomkraftværk. Det har et traditionelt design, med brændstof og kontrolstænger og energi transporteret gennem kogende vand. Til gengæld har værket såkaldt passiv sikkerhed, der ikke kræver operatørhandlinger for at lukke reaktoren ned, hvis der opstår problemer.
Disse sikkerhedsfunktioner omfatter installation af hele reaktoren i et stort vandbassin. Kontrolstænger, der indsættes i reaktoren ved hjælp af tyngdekraften i tilfælde af strømafbrydelse, og konvektionsdrevet køling fra en ekstern vandkilde.
Selv om NRC nu har godkendt designet, skal de også løbende godkende de steder, hvor reaktoren skal benyttes. I øjeblikket er et enkelt sted planlagt, nemlig ved Idaho National Lab som en del af projektet Carbon Free Power Project. Projektet forventes at være operationelt i 2030.