Vil du ikke have en metervare-smartphone som f.eks. Apple Watch, er Mondaines Helvetica 1 måske noget for dig. Uret ligner bestemt ikke noget smartwatch, og det er i virkeligheden heller ikke voldsomt smart. Det har hverken advarsler, stemmestyring eller andre gimmicks. Til gengæld ser det bragende godt ud.
Ligesom Withings Activité-smarture har Helvetica 1 ikke nogen skærm. I stedet bruges analoge visere til at vise informationer om fysisk aktivitet, forbrændte kalorier og søvnrytme. Der kan indstilles fitness-mål og tidszoner via den medfølgende app til iOS og Android.
Det er ikke just et overflødighedshorn af funktioner. Tværtimod kan uret ikke meget mere end et noget billigere fitness-armbånd. Gevinsten er, at batteriet holder i op til to år.
Som den opmærksomme læser vil have bemærket, er uret en hyldest til Helvetica-skrifttypen. Mondaine laver endda kun 1.957 eksemplarer af uret (året hvor Helvetica blev designet, red.), der kan forudbestilles via Mondaines hjemmeside. Prisen starter ved 850 dollars – knapt 6.000 danske kroner.