En elbil kan kun køre 80 kilometer på en opladning. Den fungerer ikke som familie-bil. Den skal køre mindst 500.000 kilometer, før den bliver lige så grøn som en dieselbil. Og hvad med ladestandere? Er der overhovedet nok af dem?
Der er mange myter om elbiler, og dem har Klima-, Energi- og Forsyningsministeri-et og Transport- og Boligministeriet sammen med FDM og brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance sat sig for at aflive. Det sker med informationskampagnen, ”Sæt strøm til din bildrøm”, og formålet er at give danskerne klare svar på deres spørgsmål om elbiler.
– Det er vigtigt, at danskerne har tillid til og kan stole på, at tiltag, der gerne skal have et positivt klimaaftryk, rent faktisk også har det. Den her kampagne handler om at give danskerne mulighed for at træffe et oplyst valg – også når det kommer til elbiler, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Transportministeren hilser ligeledes den nye kampagne velkommen.
– Det kræver en seriøs klimaindsats i vores transportsektor og nye vaner for, hvordan vi kommer fra A til B, hvis vi skal nå regeringens grønne målsætninger. Elbilerne og andre grønne biler spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
Hos FDM håber man, at kampagnen kan være med til at øge interessen for og oplyse forbrugerne bedre om elbiler.
– Vi oplever en stor nysgerrighed omkring elbiler. Desværre står fordomme og myter ofte i vejen for, at mange tør skifte til elbil. Det er ærgerligt, for elbiler er ikke bare grønnere end benzin- og dieselbiler. Ofte er de også billigere at køre i, og så dækker de langt de flestes daglige kørselsbehov, siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
Kampagnen finder man på hjemmesiden www.SætStrømTilDinBildrøm.dk og på Facebook-siden af samme navn. Her kan danskerne finde uvildig og opdateret information, der giver svar på de mest udbredte myter om elbilerne og opladning. Danskerne vil også kunne se kampagnefilmen med skuespiller Pelle Hvenegaard som vært og en række videoer med danskere, der kører elbil til daglig. Man kan også booke en prøvetur, så alle nysgerrige kan opleve at køre i en elbil.