Den originale Motorola Razr V3 fra 2004 var en af de mest populære telefoner i de år, men det lader ikke til, at den nye udgave kan gøre den kunsten efter. I hvert fald er anmelderne ikke begejstrede for telefonen. Det er en middelmådig smartphone i en alt for dyr indpakning er budskabet – og den foldbare skærm er heller ikke synderligt vellykket i Motorolas udgave.
Vi har været nettet igennem for at finde de første anmeldelser af telefonen, der sendes ud i butikkerne i disse dage …
Dieter Bohn fra The Verge skriver at ”flip-telefonen flopper”. Han begrunder det med at telefonen – hvis man ser bort fra den foldbare skærm – har funktionalitet der findes i modeller til 250 dollars. Både kameraet og batteriet er middelmådigt og skærmen kan ikke kompensere.
”Når telefonen er åben, føles den dårlig under fingrene. Hvis du bevæger fingeren hen over midten af skærmen med bare nogenlunde naturligt pres, kan du mærke buler under skærmen. Og tænk lige over, hvor ofte du lader fingeren glide hen over midten af skærmen, mens du scroller.”
Hængslerne er støjende
Julian Chokkattu fra amerikanske Wired er heller ikke begejstret. Han giver telefonen 4/10 og begrunder:
”Alt for dyr. Hængslet er støjende, og skærmen er ujævn. Specifikationerne stemmer ikke overens med prismærket, og kameraet er langt fra, hvor det skal være. Skærmen er svær at se, når den er udendørs, og batteriets levetid er bare okay. Den forreste skærm kunne have været lidt mere nyttig”.
Nirave Gondhia fra Androidcentral giver Motorola Razr 2,5 ud af 5 stjerner og skriver, at der er alt for mange kompromiser til for mange penge:
”Motorola RAZR er en af de smukkeste smartphones på markedet. Men under overfladen inkluderer kompromiserne gennemsnitlig batterilevetid, en knirkende skærm og et kamera, der er under gennemsnittet. I sidste ende er kompromiserne for mange, for alt for mange penge”.
Den mest ubehagelige telefon, jeg har brugt
Kellen fra Droidlife kalder Razr for ”den mest ubehagelige telefon, jeg har brugt”. Han er, i modsætning til Androidcentral, overhovedet ikke begejstret for designet. Den er svær at folde ud og den laver underlige lyde under processen. Han er også voldsomt bekymret for skærmens holdbarhed.
”Lad være med at købe denne telefon. Lad være med at overveje det. Den er for dyr, kameraet er dårligt, den er ikke sjov at bruge og prisen er latterlig i forhold til, hvad du får. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan komme med et bud på en pris, hvor jeg ville kunne anbefale at købe Motorola Razr”.