Motorola er ifølge flere rygter snart klar til at lancere en ny foldbar telefon ved navn Motorola Razr 40 Ultra – nu har vi også et bud på prisen.
Motorolas næste flagskib indenfor foldbare telefoner er lige på trapperne. Ifølge nye rygter, vil den efter sigende gå under navnet Razr 40 Ultra.
Stort cover display På Twitter har @Evleaks også delt en række friske billeder af telefonen, hvor vi kan se det store cover display. Displayet på fronten (når telefonen er klappet sammen), siges at være på 3,5″. Til sammenligning har iPhone 4 samme størrelse skærm. Billederne viser også hvordan Motorola har tænkt sig at gøre brug af skærmen.
Den primære skærm (når telefonen er foldet ud) siges at være på 6,7″ af OLED-typen, med en opdateringsfrekvens på 144 Hz. Chipsettet bliver sandsynligvis et Snapdragon 8 Gen 2, men der har dog også været snak om sidste års chipset fra Qualcomm – Snapdragon 8+ Gen 1.
Telefonen har i alt tre kameraer, bestående af en primær linse og muligvis et ultrawide-kamera, samt et selfie-kamera på indersiden.
Motorola Razr 40 Ultra kommer i tre farver: Viva Magenta, Glacier Blue og Phantom Black.
Pris og lancering Det er endnu uklart hvor telefonen lanceres, men Saminsider har dog givet et bud på prisen. Prisen bliver angiveligt på 1.200 euro, for udgaven med 8GB RAM og 256GB lagerplads, hvilket direkte omregnet giver knap 9.000 kroner.
Læs også: Rygte: Samsung Galaxy S24 vil benytte batteriteknologi fra elbiler