AnmeldelseGamingPC'er

MSI GS65 Stealth Thin bærbar gamer pc

I "gamle dage" var en bærbar gamer pc på størrelse med en kabinekuffert. Med GS65 beviser MSI, at det absolut ikke behøver være tilfældet længere.

En bærbar der skal kunne spille spil er lidt af en teknologisk bedrift. I et lille kabinet skal man proppe en hel bunke hardware, der bliver meget varmt når det gør det, det skal. Alt handler om at få kølet de forskellige komponenter ned – især grafikkortet. Med GS65 beviser MSI, at det faktisk kan lade sig gøre at bygge en bærbar, der ikke bare har mange kræfter, men som også er til at have med.

Vores testcomputer ser ud som følger:

 

CPU: Intel Core i7 8750H
GPU: Nvidia GTX 1060
Ram: 16GB
Harddisk: 256GB SSD

Skriger gamer – på en underspillet måde

Designet er heldigvis holdt nogenlunde neutralt. Jeg ved ikke hvem der har besluttet, at bærbare til gaming skal være skriggule eller have store røde logoer på låget – men MSI har valgt en mere neutral tilgang til det. Der er godt nok et logo på låget, men det er ikke enormt, og man bliver ikke træt i øjnene af at kigge på GS65. Godt nok skiller den sig ud fra “almindelige” bærbare ved at have et par fødder der løfter den op fra bordet, hvilket ikke gør noget godt for designet – det gør til gengæld noget godt for afkølingen.
Når man åbner maskinen er der til gengæld mulighed for at få lidt kulør på tilværelsen, for tastaturet lyser i et utal af farver der under opsætningen står og changerer. Man kan naturligvis indstille tasternes lys selv senere, men hvis du er typen der gerne vil skrige et højt “jeg er gamer!” ud over forsamlingen, er der altså en mulighed her.

Maskinen er tynd af en gamerbærbar at være – knap 1,75cm. Den vejer ca. 1,9 kilo, hvilket er aldeles glimrende for en bærbar der kan afvikle spil. Den er fin at have med på farten og fylder ikke ret meget i en rygsæk. Min eneste reelle anke er, at strømforsyningen stadig er enormt stor og ret tung. Det er som at være tilbage i 2005 at sætte den store klods til. Det burde kunne gøres mindre.

 

Dette er den enorme strømforsyning, du skal slæbe rundt på sammen med GS65.

Samtidig er det også irriterende, at den ikke er af USB-C typen. I stedet er det et proprietært strømstik. USB-C standarden burde sagtens kunne levere den strøm selv en gamer bærbar har brug for.

De tynde kanter rundt om skærmen gør også, at computeren leverer en oplevelse der er bedre end de fleste af konkurrenterne – du får simpelthen mere computer i en mindre indpakning.

Gode forbindelser

På siden af GS65 finder du en hel bunke forskellige porte. Her er to USB3.0 porte, en ethernet og lydudgang på den ene side og USB-C, HDMI, miniDisplayport og en ekstra USB3.0 på den anden side. Det er et rigtigt godt line-up – men det ville have været rart med en ekstra USB-C forbindelse, så der var en af hver type på hver side. Ikke desto mindre er det svært at være sur over hele fire USB porte, og de fleste vil i hvert fald ikke savne noget.

 

God skærm i lav opløsning

Egentlig ville jeg normalt have brokket mig over en fuld HD skærm – 1080p. Men i dette tilfælde synes jeg faktisk, den er af en fornuftig kvalitet, og hvis man bruger den bærbare mest til spil er det en helt fin opløsning. Skulle man få brug for mere kan man selvfølgelig også tilslutte en ekstern skærm.

Udover det er kvaliteten helt fin på alle måder; skærmens opdateringsfrekvens er 144hz og responstiden er 7ms. Det giver en ydelse de fleste gamere vil sætte pris på.

Farvegengivelsen er også helt i top – MSI’s True Color er stort set identisk med sRGB standarden, og generelt virker farverne ikke hverken flade eller overmættet. Det er et fornemt arbejde.

 

Havde opløsningen på skærmen matchet dagens standard ville den have været helt i top på alle måder, men når den “kun” er i 1080p trækker det altså stadig en smule ned – mine øjne er blevet så vant til aldrig at spotte en pixel, at det skurrer i øjnene når det sker.

Ydelse der rykker

En gamerbærbar har en opgave, der er vigtigere end alt andet: Den skal kunne levere kraftig ydelse når det kommer til at afvikle 3D spil. Og her leverer GS65 helt som forventet. Geekbench giver et resultat på 4.972 i singlecore scoren og hele 18.937 i multicore. 3DMark fortæller samme historie – Sky Diver giver eksempelvis en score på 26719, hvilket placerer GS65 fornuftigt midt i feltet af gamerbærbare, hvilket er rigtigt godt set i forhold til prisen.

 

I praksis er det da også svært at kaste noget efter GS65 der ikke bare spiller. I 1080p kører alle de spil jeg har kastet efter den ved fuld detaljegrad over 40fps. Ofte endda meget over. På intet tidspunkt løber jeg ind i et spil, hvor jeg oplever framedrops. Med andre ord opfylder MSI’s laptop de krav man reelt kan stille til en bærbar i denne klasse – og mere til.

Batterilevetid

Selv om GS65 er enormt tynd af en bærbar at være, har den faktisk en nogenlunde fornuftig batterilevetid. I min test overlever den næsten to en halv timers hardcore action spil ved 80% lysstyrke. Det er faktisk ganske udmærket for en computer i denne kategori. Kører jeg “almindelige” spil som Xcom2 og Cities Skyline, der også sætter blæseren igang og brænder grafikkortet varmt, ja så kan jeg hive næsten 4 timer ud af maskinen. Det varierer dog meget, hvor meget man reelt kan få ud af batteriet, så dette er ret subjektive målinger. Det jeg dog KAN sige er, at ved høj belastning bliver bunden af maskinen temmeligt varm. Faktisk så varm, at man ikke kan sidde med den i skødet. Så det er altså nødvendigt at stille den på et bord. Til gengæld larmer den ikke nær så meget som de fleste andre bærbare gamermaskiner – hvilket for mig er en kæmpe fordel.

 

Alt i alt er der ingen tvivl om, at MSI’s GS65 er en glimrende bærbar til både spil og mere avanceret arbejdsbrug. Og set i det lys er prisen på ca. 16.500 kr. faktisk slet ikke dum.

MSI GS65 Stealth Thin

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: fra 16.599 kr.

GS65 fra MSI er en glimrende computer til både gamere og andre, der kræver høj ydelse - og indpakningen er meget mere lækker end de fleste gamercomputere.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.