Allerede senere i år, vil bevægelige fartøjer være i stand til at suge internet fra SpaceX-satellitsystemet Starlink, lover Elon Musk i et af sine tweets. I marts ansøgte selskabet den amerikanske myndighed FCC om godkendelse på komponenterne til at installere i fartøjerne.
Men håber du nu på, at din Tesla kan få internet via satellit, skal du slå koldt vand i blodet. Den terminal, der skal bruges til at koble fartøjet på nettet er simpelthen for stor til almindelige biler. I stedet satser SpaceX på at installere systemet i lastbiler, skibe og endda jetfly.
I øjeblikket kører en begrænset beta af Starlink, men for at systemet kan blive ‘fuldt mobilt’ kræver det flere satelitter. De modtagere, der er koblet på Starlink i øjeblikket, er bundet til en fast lokation. Det forklarer Elon Musk i tweetet, som kan læses her:
I august sidste år blev de første hastighedstest af Starlink-systemet offentliggjort og dengang kunne netværket levere hastigheder, der svarede til en (langsom) 4G-forbindelse. Men det er naturligvis ikke endestationen.
SpaceX har planer om at sende mere end 40.000 Starlink-satelitter i kredsløb, så selv ved årets udgang – og når mobiliteten er indført – er systemet slet ikke fuldt udbygget. Ingen tvivl om, at det på sigt også skal kunne installeres i både nye og eksisterende Tesla-modeller.