Den er blevet kaldt verdens dårligste monsterfilm. Så dårlig at den er sjov. Og kult. Hvilket er grunden til, at den nye runde af kultserien Mystery Science Theater 3000, der får premiere på Netflix, tager danske Reptillicus under behandling. Det vil sige, helt dansk er den ikke. Der blev filmet to udgaver af filmen på samme tid med to instruktører, og det er nok den amerikanske instrueret af Sidney Pink og ikke den danske instrueret af Poul Bang, som MSt3K tager under kærlig behandling.
Så vi må nok undvære værternes reaktion på Dirch Passer, der helt umotiveret bryder ud i en sang om det ildspyende monster …
Dårlige film og sarkastiske robotter
Mystery Science Theater 3000 er en amerikansk kultserie. I showet sad værten i en biograf sammen med sine tre robotter og så dårlige film, som de så kommenterede løbende. Filmene var blandt filmhistoriens ringeste – både fordi disse var sjovest at kommentere, men også fordi rettighederne var billige.
Rammehistorien var at viceværten Joel Robinson (Joel Hodgson, der også fik idéen til showet) var fanget på Satellite of Love af to gale videnskabsmænd og blev tvunget til at se dårlige B-film som et led i videnskabsmændenes plan for verdensherredømmet (ja, vi er også lidt uklare på, hvordan de ville komme fra B-film til verdensherredømme). For ikke at blive helt tosset, byggede Joel robotter – bl.a. Tom Servo, Crow T. Robot, og Gypsy, som han ser filmene med. De fire er så vært for en lang strøm af sarkastiske kommentarer.
MST3K skylder internettet sin succes
Serien startede nærmest uden budget og med film, der var i public domain. Serien kunne løbe fra 1988 til 1999 med skiftende bemanding og på skiftende tv-kanaler, og nåede at lave 197 afsnit. Undervejs deltog forskellige andre karakterer, hvoraf de fleste var forfattere på showet, og hovedrollen Joel blev skiftet ud med Michael J. Nelson. Showet fik dog aldrig styrtende mange seere, men er siden blevet populært på grund af internettet og sin kultstatus, og er også blevet kåret som et af de 100 vigtigste tv-shows nogensinde af Time Magazine.
Mystery Science Theater 3000 har været tilgængelig på Netflix men langt fra komplet, da man ikke har kunnet sikre rettighederne til alle de film, der bliver gjort grin med. MST3K har også skabt afledte shows lavet af tidligere forfattere på showet som RiffTrax og Cinematic Titanic, hvor man selv skal anskaffe filmen og så afspille et timet lydspor med alle kommentarene.
Kult-komedie genfødes med nye værter
I 2015 gennemførte Joel Hodgson en vellykket Kickstarter-kampagne, der skaffede penge til mindst 14 nye episoder, der vil blive udsendt på Blu-ray til Kickstarter-backere og vist på Netflix. Den nye version har Jonah Ray som den nye menneskelige forsøgskanin sammen med Felicia Day (Dr. Horrible’s Sing-Along Blog, Supernatural) og Patton Oswalt (King of Queens, Justified).
De nye episoder af Mystery Science Theater 3000 får premiere 14. april.