Kinesiske OnePlus hopper nu med på foldetelefon-bølgen. Det bekræfter selskabet i dag, i forbindelse med Mobile World Congress i Barcelona. Foldetelefonen vil komme på markedet i andet halvår, loves det.
“Vores første foldbare telefon vil have den karakteristisk hurtige OnePlus- oplevelse. Det skal være en flagskibstelefon, der ikke bare skal kunne folde, men har større ambitioner, hvad angår industrielt design, mekanisk teknologi og andre aspekter. Vi ønsker at lancere en enhed, der sigter mod at være på toppen af dagens foldbare marked,” siger Kinder Liu, præsident og COO for OnePlus.
Der er ingen andre oplysninger om den kommende OnePlus foldetelefon, så vi ved ikke, om den foldes vandret eller lodret. OnePlus lover, at der kommer flere informationer om modellen i de kommende måneder.
Annonceringen blev givet under paneldebatten “From Fast & Smooth to Beyond” på Mobile World Congress.
Læs også: OnePlus 11 5G – tilbage til udgangspunktet.
Her delte OnePlus også sin plan om at bygge et stærkere smart økosystem i de næste 3-5 år for at bringe sin Fast & Smooth-oplevelse til bredere kategorier. Oprettelse af dette økosystem skal give OnePlus mulighed for at levere “en problemfri forbindelse mellem OnePlus-enheder,” såsom smartphones, tablets, bærbare computere, tv’er og andre internet-of-things-enheder.
OnePlus har, ud over telefoner, også sendt hovedtelefoner, tablet og fladskærm på butikshylderne. Sidstnævnte dog kun i Indien.