TeknologiTophistorie

NemID-afløseren rulles ud til august

Hen over sommeren tester op til 7.000 testpersoner det nye MitID, der skal afløse NemID. Vi andre kan efter planen få det fra august.

Danmark står over for en af de største digitale opgraderinger nogensinde, når NemID bliver til MitID. Lige nu er det nye digitale ID i fuld gang med at blive testet – og de første brugere forventes at kunne skifte allerede fra august 2021. Det er ikke mere end en måned siden, at den første betaling med det nye system blev gennemført.

MitID kan bruges til alt det, vi tidligere har brugt NemID til, eksempelvis at tjekke årsopgørelsen, kommunikere med det offentlige eller gå på netbanken. Men formålet med skiftet fra Nem til Mit er, at sikkerheden skal strammes.

 

– Da vi introducerede NemID for godt 10 år siden, åbnede der sig et væld af nye, sikre muligheder for at kommunikere med det offentlige, handle og ordne banksager på nettet. Når NemID bliver afløst, styrker vi sikkerheden yderligere, så vi også i fremtiden trygt kan færdes på nettet, fortæller Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Nøglekortet aflives

En af sikkerhedstiltagene er aflivningen af det analoge nøglekort, der i stedet afløses af en app. Præcis som man også kan få en app til NemID i dag. Har man ikke mulighed for at bruge app’en, er der andre alternativer, for eksempel en kodeviser og en kodeoplæser.

 

Vi bliver desuden bedre beskyttet mod identitetstyveri, da du kan få besked både gennem app’en, på SMS eller e-mail, hvis nogen forsøger at logge ind med dit personlige MitID fra en ny enhed eller med en forkert adgangskode.

MitID rulles ud til august

I udviklingen af NemID-afløseren er der også lagt vægt på, at det skal være nemt at bruge, så den høje tilfredshed fra NemID bliver bevaret. Samtidig er der fokus på at sikre så god en overgang til MitID som muligt for de over 5 millioner NemID-brugere, der efter planen skal skifte. Hen over foråret og sommeren tester en lang række pilotbrugere fra banker og kommuner derfor, hvordan man får og bruger det nye MitID. Først når løsningen er testet ordentligt, og de sidste justeringer er på plads, lanceres det for resten af Danmark.

Efter planen vil de første få MitID fra august 2021, og flytningen af de over 5 mio. NemID-brugere fortsætter ind i 2022. En betydelig andel NemID-brugere forventes dog at få MitID allerede i 2021.

 

Man får direkte besked via sin netbank, mobilbank eller via digital post, når man kan få MitID. I august lanceres en kampagne, der skal hjælpe alle godt i gang med Danmarks nye digitale ID.

– Vi glæder os til at invitere hele Danmark med ombord. Det er en ny løsning, som kræver noget af os alle at tage i brug, men vi har fokus på at gøre overgangen så tryg som mulig, at informere grundigt og hjælpe alle godt i gang med det nye MitID, fortæller Adam Lebech.

Fakta om MitID

Der tilbydes flere måder at bruge MitID på, som er gratis at få og anvende.

 

  • App: MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Med appen kan man med et swipe overføre penge eller logge ind på en digital selvbetjening.
  • Kodeviser: Kodeviseren er et alternativ til dem, der ikke har mulighed for at bruge app’en. MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som man indtaster, når man skal bruge MitID.
  • Kodeoplæser: Kodeoplæseren er et alternativ til dem, der ser dårligt eller har et synshandicap. Kodeoplæseren har en skærm, hvor koden vises – eller den kan læse koden højt. Der kan tilsluttes høretelefoner, så ingen andre kan høre med.

Det er herudover muligt at tilkøbe en MitID chip, som hovedsagelig er tiltænkt anvendelse i erhvervsøjemed.

MitID ejes af et partnerskab mellem Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen, som repræsenterer de danske pengeinstitutter og det offentlige Danmark, dvs. staten, regionerne og kommunerne.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.