BEMÆRK: Denne artikel er fra august 2021
Har du noget, du skal have klaret i banken eller på offentlige tjenester i dag, skal du ikke vente til efter 22.00. NemLog-in kan nemlig ikke benyttes natten mellem tirsdag og onsdag 17. og 18. august.
Nedlukningen skyldes teknisk arbejde i forbindelse med overgangen til det nye MidID, der efter planen rulles ud til de første danskere i oktober måned. MitID skal afløse NemID.
“I tidsrummet kl. 22:00 den 17. august til kl. 06:00 den 18. august vil du ikke kunne logge på de offentlige tjenester, der anvender NemLog-in, og du vil heller ikke kunne underskrive aftaler eller dokumenter samt oprette eller redigere fuldmagter,” skriver Digitaliseringsstyrelsen.
Du vil dog fortsat kunne installere og benytte Coronapas-app’en i hele tidsrummet. Hvis du allerede har installeret og aktiveret Sundhedskort-app’en og Kørekort-app’en, vil du også kunne bruge dem. Du vil dog ikke kunne installere dem i tidsrummet.
Fakta om MitID
MitID skal bruges til alt det, vi bruger NemID til i dag, eksempelvis at tjekke årsopgørelsen, kommunikere med det offentlige eller gå på netbanken. Der vil blive tilbudt flere måder at bruge MitID på, som er gratis at få og anvende.
- App: MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Med appen kan man med et swipe overføre penge eller logge ind på en digital selvbetjening.
- Kodeviser: Et alternativ til dem, der ikke har mulighed for at bruge app’en. Kodeviseren er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som man indtaster, når man skal bruge MitID.
- Kodeoplæser: Et alternativ til dem, der ser dårligt eller har et synshandicap. Kodeoplæseren har en skærm, hvor koden vises – eller den kan læse koden højt. Der kan tilsluttes høretelefoner, så ingen andre kan høre med.
Overgangen til MitID sker over en længere periode fra primo oktober 2021. De sidste NemID-brugere vil få MitID senest den 30. juni 2022.