Netflix har sat barren højere for billedkvalitet. Fremover kan udvalgte brugere nemlig nyde film og serier i det avancerede HDR10+-format – en teknologi, der giver bedre kontrast, flere detaljer og mere præcise farver end standard HDR.
Opdateringen betyder, at visse enheder nu får adgang til dynamisk metadata, som tilpasser billedet scene for scene – i modsætning til den mere udbredte HDR10-teknologi, hvor metadataen er statisk og gælder hele programmet. Resultatet er et mere realistisk og detaljeret billede, hvor eksempelvis lyse områder ikke brænder ud, og mørke scener bevarer deres dybde.
“Det her giver en mere præcis gengivelse af billedet og bevarer den kreative vision, uanset hvilken enhed man ser det på,” lyder det fra Netflix i pressemeddelelsen.
Gælder kun nogle brugere og enheder
Der er dog nogle krav, før man kan nyde godt af den forbedrede kvalitet. For det første kræver det et Premium-abonnement hos Netflix. Dernæst skal både indholdet være tilgængeligt i HDR10+, og ens enhed skal understøtte både HDR10+ og det såkaldte AV1-videocodec.
Det gælder for eksempel udvalgte Smart TV-modeller, smartphones og tablets samt medieafspillere, der er certificeret af Netflix. Desuden skal HDR-funktionen være slået til i app-indstillingerne.
50 procent af visningen foregår allerede i HDR10+
Netflix har arbejdet på at konvertere både nye og populære titler til HDR10+, og ifølge selskabet står formatet allerede for halvdelen af alle mulige visningstimer i HDR. Målet er, at alt HDR-indhold på tjenesten skal kunne ses i HDR10+ inden årets udgang.
Streaminggiganten har siden 2014 været en tidlig frontløber for HDR og har i dag over 11.000 timers HDR-indhold. Det nye skridt skal styrke den udvikling og sikre, at seerne får mest muligt ud af deres moderne skærme.
Det tekniske fundament for HDR10+ hos Netflix er AV1 – en moderne videocodec, som blev standardiseret i 2018. Den er mere effektiv end ældre formater og giver blandt andet kortere opstartstid, højere billedkvalitet og bedre stabilitet – især ved streaming i høj opløsning.
Netflix bruger allerede AV1 til SDR-indhold, og selskabet forventer, at AV1 snart vil være den mest anvendte codec på platformen.