Der findes forskellige måder, man kan hæve prisen på et abonnement. Man kan hæve abonnementsprisen på helt gennemskuelig måde, og så kan man introducere et nyt abonnement og gøre de eksisterende abonnementstyper ringere, for på den måde at tvinge brugerne til at opgradere. Det ser ud til, at Netflix vælger den sidste metode. I Italien testes i øjeblikket et nyt Netflix Ultra-abonnement, der ikke rigtigt tilføjer nyt, men bare er en dyrere udgave af det eksisterende Premium-abonnment.
Det nye Ultra-abonnement vil kræves for at kunne streame videre i UHD HDR-kvalitet med surroundlyd. Noget som tidligere kunne købes via det billigere Premium-abonnement. Premium er så blevet nedgraderet, så det ikke længere kan vise streams i HDR-kvalitet – men det kan stadig vise 4K UHD.
“Vi tester løbende nye tiltag på Netflix, og disse tests varierer typisk i tid,” skriver Netflix-talskvinden, Smita Saran, i en email til CNET . “I dette tilfælde tester vi lidt forskellige prispunkter og funktioner, for bedre at forstå, hvordan forbrugerne værdsætter Netflix.”
Herover et skærmbillede af de nye italienske abonnementer. Klik for at forstørre. Prisen … I Italien er Netflix Ultra prissat til 16,99 Euro, hvilket vil give en dansk pris på 159 kroner om måneden, når prisen på de øvrige abonnementstyper tages med i beregningen. Et Premium-abonnement koster i dag 129 kroner herhjemme, mens det billigeste Netflix-abonnement kan fås for 79 kroner.
Det er endnu uvist, om Netflix vælger at gøre det nye abonnement tilgængelig obligatorisk i andre lande.