AnmeldelseFoto og video

Nikon Df

Man skal bruge tid på at lære Nikon Df at kende, hvis man vil have det bedste ud af det. Til gengæld bliver man belønnet med en lækker fotooplevelse og billeder i en fantastisk kvalitet.

Oldschool design
Nikon Df er kameraet til oldschool entusiaster, der foretrækker at finjustere indstillingerne og mærke knapperne. Man kan sætte flere funktioner på automatisk indstilling, men der findes ikke en decideret indstilling, hvor alt kører på auto. Så brugere, der bare vil trykke på udløseren og lade kameraet klare resten, skal nok ikke gå efter Df. Hvis man til gengæld gerne selv vil justere indstillinger og mærke knapper og drejehjul i hænderne og i øvrigt har pengekassen i orden, så er Nikon Df en overvejelse værd.

 

Bøvlet betjening
Rigtig mange kameraer dropper de fysiske knapper til justering af indstillinger. I stedet for, foregår det hele i menuer eller via en trykfølsom skærm på bagsiden. Det er sådan set fornuftigt nok, men ind imellem kan man godt komme til at savne følelsen, når man skal trykke på rigtige knapper for at ramme de rigtige indstillinger. Det får man rigeligt lejlighed til med Df, hvor funktioner som ISO, lukkertid og blænde bliver styret via drejehjul.

Ideen er rigtig god, men Nikon gør det lidt besværligt at nyde oplevelsen i fulde drag. De har nemlig lavet en lås i form af en lille knap, der skal trykkes ned, før vi kan dreje på hjulene. Her forstår vi ærlig talt ikke Nikons tankegang, for det betyder, at vi skal bruge to hænder for at betjene de små drejehjul, og det går i den grad ud over oplevelsen og brugervenligheden. Når man nu selv skal stå for indstillingerne er det vigtigt, at man kan justere dem i en fart og uden at vende og dreje kameraet. Som det er nu, har Nikon ramt ved siden af med brugervenligheden.

 

Billedkvalitet i topklasse
Nikon viser verdensklasse på et vigtigt område: Billedkvaliteten er fantastisk. Kameraet er udstyret med en 16 megapixel FX (fullframe) sensor. Billederne er knivskarpe og har samtidig en skøn dybdeskarphed med flotte, bløde overgange (Nikkor f50, 1.8). Det ser virkelig godt ud, og så er farverne også meget præcise.

Kameraet er lavet til professionelle, men her kan amatører måske også lære noget, netop fordi flere indstillinger er synlige hele tiden. Man behøver altså ikke hoppe rundt i menuer for at finde ud af, hvordan ISO eller lukkertid er indstillet.

Lysfølsomheden kan justeres fra ISO 50 til 204.800, og selv ved høj ISO er der ikke ret meget støj i billedet. Kameraet tager op til 5,5 billeder i sekundet, og det er udstyret med en Multi-CAM 4800 autofokus-system med 39 punkter.

 

Tung retro-lækkerbisken
Selv om vi ikke er vilde med den måde, Nikon låser drejehjulene på, så ser knapperne i sig selv rigtig flotte ud. Kameraet er modelleret efter Nikons første SLR kamera – Nikon F – fra 1959. Vi synes, det er lykkedes at ramme retro-stilen med et kamera, der har et klassisk udseende, der både flot og spændende at se på.

Størrelsen er en smule i overkanten. Kamerahus med batteri vejer 765 gram, og med et objektiv på kommer vægten hurtigt tæt på 1 kg, og med den vægt er Df ikke et kamera, som vi bare lige hiver med i tasken for sjovs skyld. Til gengæld er det en fornøjelse, at vi kan mærke kameraet, når vi fotograferer. De vigtigste indstillinger er nemme at justere, når man har leget lidt med kameraet. Det kan undre, at Nikon er gået så meget i retro-humør, at de helt har valgt at droppe video-funktionen. For det vil nok få nogle brugere til at vælge det fra. Men det er nu nok prisen på 22.995 kr. for et Nikon DF 50mm f1.8G kit, der primært vil skræmme forbrugerne væk.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.