Nintendo Switch

Genial eller gimmick? Spørgsmålet trænger sig på, når Nintendos nye flagskib ligger i hænderne … Eller kører på tv’et … Eller står på spisebordet …
Håndholdt, stationær konsol og verdens mindste local-multiplayer maskine. Switch’en er om ikke andet ambitiøs.
Men livet som innovativ hybrid-konsol er ikke smertefrit. Genial er den derfor ikke, men den er heldigvis også langt fra gimmick-stadiet.

Hybrid treenighed

Opsætningen er nem. Inden for 20 minutter var alt hooket op og klar til at køre. Opsætning, tjek. Installation af wifi, tjek. Oprette mig som bruger på EShop, tjek. Interfacet er samtidig simpelt og brugervenligt. Hvor tidligere Nintendo-maskiner har været indviklede (jeg kigger især på dig Wii U), så er sagen en anden med Switch.

Med sin touch-skærm på 6,2 tommer har maskinen i sin portable version en solid størrelse. I pakken medfølger to Joycons – to controllere, der både fungerer hver for sig og sammen – der bliver sat på siden af skærmen. Når de er klikket på plads bliver Switch’en desværre en smule klodset – rent praktisk skal du stadig dyrke skaterbukser fra 90’erne, såfremt du ønsker at transportere den i en lomme.
Men den ligger godt i hænderne, og skærmen har 720p-opløsning og god lysstyrke. En imponerende håndholdt.

Endnu mere imponerende er skiftet fra portabel til stationær. Switch’en smides i sin dock, og indenfor ti sekunder går jeg fra 6,2 tommer til 55. Det er ikke bare blæret, det er sygt blæret. Samtidig rykker opløsningen fra 720p til 1080p, og hybridbetegnelsen får noget tyngde.

De to Joycons fjernes fra maskinens sider og klikkes ind i den medfølgende holder, der transformerer dem til en klassisk controller.

En kæmpe håndholdt eller en lille stationær

Men hvor Switch’en er en stor håndholdt, så den det stik modsatte som stationær. Hvis jeg monterede min 2-årige datters styr på min cykel, kunne jeg sagtens køre, men køreglæden ville blive formindsket. Det samme er tilfældet når Switch-controlleren skal bruges stationært.

Et tilsvarende problem oplever man i co-op-spil som ’Snipperclips’. Her bliver de to Joycons til hver deres controller, men med mindre dine hænder ikke er vokset, siden du var 10 år, vil du opleve, at en enkelt Joycon føles meget lille.
Du kan komme dette problem til livs ved fx at investere i en Pro Controller, men med en pris på 699 kr. stykket er det ikke ligefrem en billig løsning – “mamma mia,” som Nintendos blikkenslagermaskot ville sige.

De negative indtryk stopper desværre ikke her. For Switch’en har endnu en funktion: 2-player på 6’2 tommer. Og her er skærmen simpelt hen for lille, hvis to voksne mennesker skal game sammen. Det hører til sjældenhederne, at jeg siger til en af vennerne: “Sæt dig på mit skød, for nu skal vi sgu spille Mario Kart.”
Det skal dog siges, at min søn på 6 og hans kammerat fandt stor glæde i denne funktion.
Og så kan du også hooke flere Switch’er op sammen og derigennem spille local-multiplayer. Denne funktion har jeg ikke haft mulighed for at teste.

Grafik fra dengang far stadig var far, men en del yngre

Grafikken fra 2012 har lige ringet og takket Nintendo for at ikke glemme den. Med andre ord er Switch’en ikke et indkøb værd, hvis visuelle hestekræfter er blandt dine udvælgelseskriterier. Sammenlignet med fx en PS4 Pro taler vi nærmest 4K-Bluray over for DVD (sat på spidsen).
Mindre kan heldigvis gøre det, og Nintendo lægger ikke skjul på, at grafik ikke er deres topprioritet.
Samtidig er spil som ’Zelda: Breath of the Wild’ er et tydeligt eksempel på, at selv om vi ikke taler ’Horizon: Zero Dawn’-grafik, er spillets look og æstetik både iøjnefaldende og charmerende. Og i håndholdt version decideret fantastisk. Jeg har aldrig set noget lignende på min PS Vita.

Korttidshukommelse

Hukommelsen læner sig desværre op af en 90-årig mand med tegn på demens: Der er plads til lidt gamle minder, kombineret med hvad han fik til morgenmad. 32 GB er i disse tider fornærmende lidt, og du skal ikke forøge spilbiblioteket meget, før det er tid til at slette i hukommelsen.
Problemet kan løses ved at tilføje et MicroSD-kort, men det er en ekstraudgift, som ikke burde forekomme så tidligt i en konsols livscyklus.

Mangelfuldt spilkatalog

Nintendos evige akilleshæl: software.
I alt for mange år har firmaet lagt sin lid til egne udviklerevner, og jeg frygter lidt, at tendensen fortsætter. De store multiplatform-udgivelser vil ikke rejse til Switch-land, da maskinen ikke kan tilbyde hestekræfter nok til spil som ’Battlefield 1’ eller ’Red Dead Redemption 2’. Præcis som det var tilfældet på deres to forrige konsoller.
Nintendo har dog taget ved lære, og Switch’en er gearet til indie-udviklerne. Det betyder, at maskinen potentielt kan blive fodret med en lind strøm af indie-spil, så man som ejer ikke sidder tilbage med store huller i spiludgivelses-kalenderen.
Og med bl.a. ’Mario Odyssey’ og ’Splatoon 2’ på vej i år kan man håbe, at udgivelsesfrekvensen ikke bliver maskinens død.

Det løse (bogstaveligt talt)

Næsten alt nyt hardware har småskavanker. Og Switch’en er ikke en undtagelse. Adskillige rapporter om dårlig wifi-forbindelser, og Joycons, der mister signal, har præget tiden efter udgivelsen. Jeg har været forskånet helt fra dette, men min højre Joycon er desværre en mikroskopisk smule løs, når den sættes på skærmen. Det resulterer i en lille klik-lyd, når jeg bevæger Switch’en. Et irritationsmoment jeg kan leve med, men en splinterny maskinen burde føles, som var den støbt i granit. Især når du skal slippe næsten 2.800 kroner for den.

Desuden er der ingen browser, ingen YouTube og ingen streaming-tjenester. De skal nok dukke op senere, men pt. er Switch’en temmelig skrabet på indholdssiden. Hvis du leder efter noget, der kan konkurrere med din iPad, så led videre.

Masser af spilleglæde

Positive indtryk har ikke præget denne anmeldelse – og med god grund. Der er dog et punkt, hvor Nintendo aldrig fejler: glæden ved at game.
Switch er ingen undtagelse. Ja, maskinen er ikke perfekt. Og ja, det potentielt mangelfulde spilbibliotek kan skræmme. Men når fx Link løber gennem landskabet på jagt efter nye eventyr, så er der intet andet på markedet, der kommer i nærheden af Nintendo.
Ren spilleglæde, fyldt med overraskelser, innovation, udfordringer og gåsehuds-øjeblikke.

Svær at elske på trods af gode ideer

Med ovenstående in mente vil jeg gerne kunne skrive, at jeg elsker Switch’en betingelsesløst. Den er nytænkende, anderledes, multifunktionel og med Zelda, Mario og Metroid i spillertruppen.
Den er dog langt fra gratis, har mangler både i hardware og software, og som stationær konsol virker den grafisk forældet ift. PlayStation og Xbox. Som køber skal du altså være på udkig en håndholdt maskine (med ekstra lir), før jeg kan anbefale et køb.
Så ’elsker’ er et stærkt ord, men forelsket kommer jeg ikke udenom. Nu håber jeg blot, at Nintendo ikke knuser mit hjerte i det lange løb.