ElbilerTophistorie

Nio bygger batteriskiftestation i Slagelse

Det kinesiske elbilsmærke Nio er i fuld sving med at bygge sin første danske batteriskiftestation. Den kommer til at ligge i Slagelse.

Nio er i fuld gang med at forberede sig inden lanceringen af mærket i Danmark, senere på efteråret. Kineserne meddeler i dag, at de er gået i gang med at bygge den første danske batteriskiftestation. Her vil Nio-ejere kunne bytte batteri i stedet for at lade det op. Anlægget kommer til at ligge i Slagelse.

– Nios swap-stationer kommer til at ændre den måde, vi tænker elbiler på. De giver brugerne flere muligheder, større fleksibilitet og sender bilisterne langt hurtigere tilbage på vejene end ved en almindelig opladning, siger Anja Bruun Meineche, der er Head of User Development for Nio i Danmark.

 

Swap-stationen i Slagelse er dog blot den første af flere. I de kommende år vil der blive opført en række batteriskiftestationer rundt om i landet, lover selskabet.

– I løbet af de kommende år vil Nio opstille mange flere swap-stations rundt omkring i landet, hvor Nio-ejere nemt og hurtigt kan skifte til et fuldt opladet batteri i stedet for at skulle vente på at lade op, siger Anja Bruun Meineche.

 

Lej et batteri

Når man køber en af Nios elbiler, kan man vælge at leje batteriet i stedet for at købe det sammen med bilen. Nio kalder det Battery As A Service, BaaS, og det åbner op for, at man kan skifte batteriet på en af de 11.000 Swap-stationer i verden.

Prisen for tjenesten er ikke offentliggjort herhjemme. Men i Norge, hvor Nio allerede er på markedet, koster det følgende:

  • 75 kWh batteri: 1.399 NOK månedligt (1.040 kroner).
  • 100 kWh batteri: 1.999 NOK månedligt (1.485 kroner).

Til næste år vil det også være muligt at leje et batteri på hele 150 kWh.

 

Den første elbil, Nio lancerer i Danmark, er luksusmodellen ET7, der fås i en konfiguration med en rækkevidde på op til 1.000 kilometer på en opladning.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.