Nissan Ariya har ladet vente på sig. Længe. Det er efterhånden et år siden, at iNPUTs Torben Vognsen fik mulighed for det første smugkig på bilen (se videoen nede i artiklen). Men nu er Nissan klar med både danske priser og varianter af bilen, der er en slags søster til Renault Megane E-Tech.
I forbindelse med forsalget, der starter torsdag, tilbydes tre varianter. Der er to batteristørrelser at vælge mellem – og en ekstra potent udgave med firehjulstræk. Priserne starter ved 366.900 kroner.
Basisudgaven hedder Nissan Ariya Advance . Den har et batteri på 63 kWh og en rækkevidde på op til 403 kilometer. Batteripakken er altså større i den mindste Ariya, i forhold til den største i Megane E-Tech (60 kW). Den har en enkelt motor med en ydelse på 160 kW, hvilket svarer til 215 hestekræfter. Momentet er på 300 Nm og den accelererer fra 0-100 km/t på 7,5 sekunder. Den koster fra 366.990 kroner.
For 445.900 kroner kan man få den mellemste Nissan Ariya , der har 87 kWh batteripakke og en rækkevidde på op til 520 kilometer. Her er motorydelsen på 178 kW (239 hk), men det tungere batteri gør den en my langsommere i optrækket. Den går fra 0-100 km/t på 7,6 sekunder.
Topmodellen hedder Ariya e-4orce og den står til 480.684 kroner. I modsætning til de andre modeller, der er forhjulstrukne, har den firehjulstræk. Motorerne leverer 225 kW (302 hk) og et moment på 600 Nm. Det giver den en acceleration fra 0-100 km/t på 5,7 sekunder. E-4orce har også 87 kWh batteripakke, men en rækkevidde på op til 493 kilometer.
De to forhjulstrukne udgaver må have op til 750 kilo på krogen, mens Aryia e-4orce må have 1.500 kilo på krogen.
Hurtig opladning på langsomme ladere Ligesom søsterbilen Renault Megane E-Tech, er Nissan Ariya udstyret med en 22 kW AC-lader. Det betyder, at den kan lade hurtigt på de langsomme hurtigladere, der ofte leverer op til netop 22 kW. De fleste andre elbiler kan maksimalt trække 11 kW fra disse ladere.
Det giver, ifølge Nissan, en fuld opladning på henholdsvis tre timer (63 kWh batteri) og fire timer (87 kWh batteri).
Bilen kan natuligvis også håndtere lynladere med op til 130 kW. Det betyder, at ladning i 30 minutter giver 10-80% opladning af 63 kWh batteriet og 20-80% opladning af 87 kWh batteriet.
Men hvad med udstyret? Standardudstyret i Nissan Ariya Advance er omfattende, hvilket, sammen med det støre batteri, er med til at forklare den højere pris ift Renault Megane E-Tech. Eksempelvis er førerassistent-funtionerne standardudstyr i Ariya, men tilkøb i Megane.
Standardudstyret tæller blandt andet:
Intelligent nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse samt vejkrydsassistent. Vognbaneassistent og advarsel om biler i den blinde vinkel samt skiltegenkendelse. 360 graders kamera rundt om hele bilen og adaptiv fartpilot med navi-link. Nøglefri betjening og Nissans e-pedal, der gør, at man kan køre en stor del af tiden med kun én pedal. Elektrisk bagklap med håndfri funktion. To 12,3 tommer store infoskærme med swipe funktion samt trådløs oplader og Apple CarPlay/Android Auto. Mulighed for leasing Ønsker man at lease i stedet for at købe, kan det gøres fra kr. 4.295 kr./måned med 29.995 kr. i udbetaling. Og med lavere udbetaling på kr. 19.995 fra kr. 4.695 kr./måned. Flere informationer dukker snart op på nissan.dk .
Klik for større. Herunder specifikationerne, som leveret af Nissan:
Ariya Advanced Ariya Ariya e-4orce Batteri 63 kWh 87 kWh 87 kWh Rækkevidde 403 km 520 km 493 km Motor 160 kW / 215hk 178 kW / 239hk 225 kW / 302hk Torque 300 Nm 300 NM 600 Nm Acceleration (0-100km/t) 7,5 sek. 7,6 sek. 5,7 sek. Tophastighed 160 km/t 160 km/t 200 km/t Trækkraft 750 kilo 750 kilo 1.500 kilo Bagagerum 466 liter 466 liter 415 liter Pris 366.990 kr. 445.990 kr. 480.684 kr.