Der kommer ikke flere Nokia-telefoner. Det meddeler den finske ejer HMD Global ifølge GSM Arena. Siden 2017 har Nokia-logoet prydet en række “dumme” telefoner, ikke mindst den genopstandne model 3310, der endda kom i en 3G-udgave. Men nostalgi og lave priser var altså ikke nok til at holde mærket ovenvande.
HMD Global vil dog fortsat sende telefoner på markedet, men under eget navn. De første modeller vises frem under Mobile World Congress i Barcelona senere på måneden.
Ifølge GSM Arena skal de nye modeller være “hårdføre, sjove, sikre, hurtige med overkommelige priser”.
Historien om Nokia er vanvittig. I starten af 2007 var det finske firma totalt overlegne, med en markedsandel på lidt over 50 procent af det globale salg af mobiltelefoner. Der er vel næppe nogen her, der ikke har ejet en Nokia-telefon på et tidspunkt? De virkede uovervindelige.
Men så skete iPhone.
I løbet af få år raslede finnernes markedsandel ned, fordi de ikke havde et modsvar til smartphonen. Og i 2013, da Microsoft købte Nokia, var markedsandelen svundet til 3 procent, med det primære salg i udviklingslandene.
Microsoft var alene ude efter finnernes patenter, men kunne ikke bruge Nokia-brandet. Derfor blev det solgt videre i 2016, hvor HDM Global forsøgte sig. Men nu er det altså slut. Indtil videre …