Hæderkronede Nordisk Film tænder i dag for streamingtjenesten Nordisk Film+ med danske, svenske, norske og internationale film på menukortet. Tjenesten laves i samarbejde med Yousee og bliver fra i dag tilgængelig som en del af bland-selv-pakken, skriver Berlingske Business. Her lægger den sig ved siden af blandt andet Dansk Filmskat og Min Bio som Nordisk Film også står bag.
På Nordisk Film+ vil brugerne konstant have 200 titler at vælge mellem, heraf 30 danske, 40 norske og svenske og 130 amerikanske. Der skiftes løbende ud hver uge. Til åbningen kan man blandt andet se de danske film Den skaldede frisør, Dirch, En kongelig affære, Far til fire, Klassefesten og Jagten.
“Nu satser både store danske og internationale streamingtjenester på egenproduktioner og TV-drama i stedet for de ældre film, og disse både klassikere og moderne film oplever vi stadig et utroligt stort ønske for at finde og se. Så da vi i Norden har en unik niche med et stærkt varemærke, er dybt involveret i filmproduktion i de fire store lande og har et kæmpe katalog, er det meget nærliggende at starte en egen kanal,” fortæller Kenneth Wiberg, direktør for Nordisk Film Distribution, til Berlingske Business.
Man vil ikke kunne abonnere på Nordisk Film+ andre steder end hos YouSee, men Nordisk Film går efter at lancere streamingtjenesten i også Norge og Sverige. Yousee annoncerede forleden at de til januar lancerer deres helt egen tv-kanal – Yousee Xee.
Vil du have flere nyheder om streaming, Yousee og Nordisk Film direkte i dit nyhedsfeed, så giv os et Like på vores Facebook-side.