Snart får YouSee Play kamp til stregen, når Norlys går ind på markedet for TV-pakker via enhver internetforbindelse. Hidtil har Norlys alene tilbudt TV via streaming til de kunder, der var tilkoblet via antenne- og kabelforbindelsen.
En ny aftale med indholdsleverandørerne har åbnet for muligheden. Den gør det muligt for Norlys at sælge TV via Norlys Play-app’en til enhver med en internetforbindelse.
– Vi kigger hele tiden på, hvordan kunderne ønsker at få deres tv leveret, og hvordan vi er den mest attraktive udbyder for tv-kunderne. Det er vigtigt for os at kunne tilbyde et stærkt alternativ til de målgrupper, der foretrækker at streame alt tv, og det kan vi netop med denne løsning, siger Sune Nabe Frederiksen, der er direktør for Norlys’ digitale forretning.
Skræddersy din egen pakke Det nye produkt gør det muligt at sammensætte din egen pakke, med både kanaler og streamingtjenester. Der vælges mellem tre pakker, som indeholder 4, 8 eller 20 kanaler og streamingtjenester, som kan udskiftes hver måned efter behov.
– Kunderne efterspørger mere fleksibilitet i deres tv-produkt. Mange shopper i forvejen rundt mellem de kendte streamingtjenester alt efter, hvilken serie eller film, der er hot lige nu. Det skal et moderne tv-abonnement kunne rumme. Derfor lytter vi til kundernes behov og øger fleksibiliteten, så de kan vælge kanaler og tjenester til og fra uden at skulle tænke på pointsystemer, siger Sune Nabe Frederiksen.
Pris og tilgængelighed Der kan vælges mellem streamingtjenesterne Viaplay, TV 2 Play, Discovery+, Nordisk Film+ og HBO Max.
De nye produkter er allerede tilgængelige hos Norlys.
Nye tv-produkter fra Norlys De fleksible Vælg 4 (Max 1 streamingtjeneste) – Pris: 249 kroner (pr. måned) Vælg 8 (Max 3 streamingtjenester) – Pris: 399 kroner (pr. måned) Vælg 20 (Max 5 streamingtjenester) – Pris: 649 kroner (pr. måned)De faste Lille tv-pakke (21 kanaler) – 274 kroner (pr. måned) Mellem tv-pakke (33 kanaler) – 529 kroner (pr. måned) Stor tv-pakke (53 kanaler) – 779 kroner (pr. måned)