I april kom det frem, at energiselskabet Norlys ville købe Telia Danmark. Nu er aftalen underskrevet. Aftalen omfatter cirka 1,9 millioner kundeforhold og et 50 procent ejerskab af Danmarks største mobilnet, TT-netværket.
– Vi har de seneste måneder været gennem en god og grundig due diligence-proces sammen med Telia Company, hvor vores fokus i høj grad har været at sikre den videre drift af Telia Danmark. Også efter båndene til moderselskabet forsvinder, siger Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys.
Dermed kan kunderne se frem til en ny ejer – og sandsynligvis en række ændringer i abonnementer og muligheder. I hvert fald skriver Norlys, at de fremover vil kunne “tilbyde kunderne et mere komplet udbud af services inden for energi og tele”.
En af de ændringer, der sandsynligvis sker ret hurtigt, er, at “Telia”-navnet bliver skiftet ud med “Norlys”. Energiselskabet har en ambition om at blive ét samlet brand, oplyses det. Derfor har det Norlys-ejede Stofa også skiftet navn til Norlys.
Telia er Danmarks fjerdestørste teleselskab. Norlys skal betale 6,25 milliarder danske kroner for købet.
Selv om aftalen nu er underskrevet, er det ikke 100 procent sikkert, den går igennem. I hvert fald teoretisk. Aftalen er nemlig betinget af godkendelse fra Norlys’ repræsentantskab, som skal stemme om købet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 27. september 2023. Det burde dog bare være en formalitet.
Godkender repræsentantskabet købet, udestår der kun en godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder. Handlen forventes endeligt gennemført i 1. kvartal 2024.