AnmeldelseApps og tjenester

Norwegian TV i luften

Norwegian har for længst overhalet ”gamle” SAS med sin lidt frækkere tilgang til teknologi. De har gratis internet i ALLE deres fly, ikke bare nogle stykker, og deres Dreamlinere har et ganske avanceret underholdningssystem baseret på Android.

Deres nyeste tiltag er i direkte forlængelse af konceptet: live tv i flyet. Nu kunne man så argumentere med, at man allerede HAR live tv, når man nu har adgang til internet – man kan jo eksempelvis se DR’s kanaler live via deres app eller direkte i en browser. Men det har vi prøvet flere gange, og det er sjældent det fungerer særligt godt – forbindelsen er ikke stabil nok, og der er ikke buffer nok til at det fungerer særligt godt. Derfor var vores forventninger til Norwegians nye tv-løsning da heller ikke voldsomt store. Men det skulle vise sig, at Norwegian har kringlet sig frem til en teknisk løsning, der langt hen ad vejen fungerer.

 

Kun to kanaler

Man tilgår live tv ved hjælp af det browserinterface der er grundlaget for Norwegians løsning til al internet på flyet. Her er nu en ekstra option til live tv. Når man trykker på linket ender man på en side med to kanalers programoversigt og et vindue til afspilning. Der ER kun de to kanaler, så indtil videre er det for så vidt fint. De to kanaler Norwegian har fået på plads er nyhedskanalerne Bloomberg der er internationale nyheder og TV2 Norges nyhedskanal. Det er ikke meget, og Norwegian siger da også, at de arbejder på at få flere kanaler på – vi kunne især godt ønske os danske TV2 NEWS. Men indtil videre må vi altså nøjes med enten norske eller engelske nyheder.

 

God kvalitet

I forhold til almindelig streamet kvalitet, giver Norwegians eget signal en noget bedre kvalitet. Der er ingen lag i billedet, og selv om opløsningen kun ligner en god SD er det fint til de fleste tablets og især mobiltelefoner – de enheder, hovedparten af passagererne formentlig vil bruge.

Undervejs på vores korte testtur fra Kastrup til Stockholm, var der et par udfald på op til et minuts varighed. Det er ikke så vigtigt hvis man bare sidder og kigger på nyheder, man sad man eksempelvis midt i en spændende fodboldkamp eller en tv-serie ville det være ekstremt frustrerende. Der er ikke så meget at gøre ved det – teknologien i flyets internetforbindelse har jo noget at skulle have sagt, og den udvikles hele tiden. Vi er stadig overrasket over, hvor god kvaliteten er, og hvor stabilt signalet er, og Norwegian lover, at der kommer flere kanaler til i fremtiden – og måske vil vi i fremtiden ikke være så bange for at booke en flyvetur under en vigtig fodboldkamp.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.