Nothing har annonceret lanceringsdatoen for sin første smartphone i 2025, hvilket forventes at være Nothing Phone (3).
Ifølge et opslag på X (tidligere Twitter) afsløres Phone (3) den 4. marts 2025. Dette vil altså foregå under Mobile World Congress (MWC) i Barcelona. Messen løber fra 3. til 6. marts, og eventet starter kl. 11 dansk tid. Lanceringen forventes at blive live-streamet.
Den korte video afslører en ny designretning for Nothing Phone (3). Baseret på billedet vil telefonen have en kamera-setup med tre linser, kontra to linser på Phone (2). Det ikoniske Glyph Interface på bagsiden af telefonen vender også tilbage.
Første flagskibsmodel fra Nothing
Nothing Phone (3) bliver efter sigende selskabets første flagskibstelefon, hvilket markerer en overgang fra tidligere budget- og mellemklassemodeller. Med den nye kategori følger også en højere prisklasse, hvilket vil gøre den til den dyreste Nothing-telefon hidtil.
Selvom de præcise specifikationer endnu ikke er afsløret, kan vi forvente mere kraftfuld hardware og premium funktioner, der matcher dens nye position som flagskibsmodel. Flere detaljer ventes i forbindelse med lanceringen.
Læs også: Rygte: PlayStation 6 lanceres i 2027