Forestil dig, at du kan betale direkte med bilen, når du fylder el på batteriet eller starter en parkering. Du skal ikke have hverken kreditkort, mobiltelefon eller ladebrik frem, blot sætte en finger på bilens skærm, så godkendes betalingen. Det er tanken bag et nyt initiativ fra Visa og Daimler.
De to giganter har netop indgået et nyt, stort globalt og teknologisk partnerskab der skal integrere onlinehandel i biler og gøre biler til betalingsenheder. Det betyder, at det snart kan blive fortid at skulle indtaste kodeord eller godkende køb på ens mobiltelefoner. Takket være Visas Delegated Authentication-teknologi, kan bilen være et såkaldt biometrisk betalingssystem i sig selv.
Og det er ikke ren fremtidssnak. Fra foråret 2022 og frem kan Mercedes-Benz-kunder i Storbritannien og Tyskland gennemføre betalinger ved hjælp af en fingeraftrykscensor i bilen. Dermed kan køb gennemføres direkte gennem bilens hovedenhed eller MBUX. Løsningen forventes at være tilgængelig i andre markeder på et senere tidspunkt.
For eksempel gør Daimler Mobilitys globale betalingsplatform, kaldet Mercedes Pay, det muligt for kunder at købe varer og ydelser direkte i deres bil, herunder ved tankning og parkering.
– Vi er begejstrede for, at vi for første gang kan tilbyde en løsning til betalinger direkte i bilen sammen med vores partner Daimler Mobility. Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan digitale betalingsmuligheder og bilproducenter kan kombinere deres teknologier til at skabe næste generation af smarte løsninger til bilindustrien – hvor føreren og passagererne får en komplet ny og forbundet handelsoplevelse i bilen, siger Antony Cahill, vicedirektør og ansvarlig for det europæiske marked hos Visa i Europa.
Mobilitets-trends som elektriske biler, bil-deling, selvkørende biler og forbundne biler øger efterspørgslen for innovative betalingsmuligheder inde i selve bilen. Når du køber bilrelaterede ydelser i dag, kræver mange, at køreren bruger en separat enhed for at logge på en app eller et website. Daimler og Visas ambition er at give brugerne en problemfri betalingsoplevelse gennem deres bil samtidig med at udvide valgene og kvaliteten af de tilgængelige muligheder, fortæller selskaberne i en pressemeddelelse.
Mercedes Pay er en del af Daimlers mobilitets- og digitaliseringsstrategi. Daimler bliver det første bilfirma til at inkorporere Visas Cloud Token-system i deres køretøjer. Cloud Token er en sky-baseret sikkerhedsteknologi der beskytter og fjerner følsomme betalingsoplysninger ved at konvertere data og lagre det sikkert. De gør det også muligt at parre flere enheder i og ude af bilen, som derefter kan integreres med forbrugerens bankoplysninger.