“Slet venligst to millioner filer på dit Google Drev”. Det var beskeden som Reddit-brugeren Ra13 vågnede op til forleden, ifølge Ars Technica. Han er blevet offer for en ny begrænsing som Google har sat på antallet af filer, man må have i sit Drev. En begrænsing der også gælder, selv om man har valgt at betale for tjenesten til eksempelvis backup.
De nye begrænsinger har skabt ramaskrig. Ikke mindst fordi det ingen steder fremgår, at der er begrænsinger på antallet af filer. Heller ikke, når man opretter et abonnement.
Grænsen er sat til fem millioner filer, og det lyder måske af meget. Men begrænsingen gælder pr. drev, og deler man et 100 GB drev med familien kan man altså risikere at ramme loftet. Desuden rammes Workspace-virksomhedskonti angiveligt også af begrænsingen, skriver nyhedstjenesten.
Ars skriver, at fem millioner 4KB-filer vil optage 20 GB lagerplads. “Filgrænsen er ikke nær nok til, at Google-kunder kan bruge den lagerplads, de rent faktisk køber”.
En talsmand for Google forklarer til Ars Technica, at begrænsningen er “en beskyttelse for at forhindre misbrug af vores system på en måde, der kan påvirke stabiliteten og sikkerheden af systemet”.
Google siger også, at antallet af kunder, der rammes, er “forsvindene lille”.