Så er sløret løftet: Zeekr 7X får dansk debut til sommer – og med en startpris på 399.990 kroner lægger den kinesiske elbil sig direkte i slipstrømmen af Tesla Model Y og Xpeng G6. Men Zeekr nøjes ikke med at matche konkurrenterne – den vil overhale dem med lynopladning, luksus og masser af muskler.
Bag mærket står den kinesiske Geely-koncern, der også ejer Volvo, Polestar og Lotus. Og ambitionsniveauet er højt: Zeekr 7X skal positionere sig som et teknologisk flagskib med markedets hurtigste opladning og et udstyrsniveau, der skal få konkurrenterne til at ligne skrabede tilbudsmodeller.
Danskerne kan vælge mellem tre varianter af 7X, hvor selv den billigste model er alt andet end basal. Her får du 416 hestekræfter og baghjulstræk, et 75 kWh LFP-batteri (netto) og en imponerende hurtig DC-opladning på op til 360 kW, takket være 800 volt-teknologi. Det betyder, at du kan gå fra 10 til 80 procent strøm på blot 13 minutter. Rækkevidden er opgivet til 480 WLTP-kilometer, og prisen begynder altså ved 399.990 kroner.
Zeekr 7X kommer til Danmark til sommer. Trænger du til lidt mere rækkevidde, byder Long Range-udgaven på et 94 kWh NMC-batteri og op til 615 WLTP-kilometers kørsel på en opladning. Også her er opladningen hurtig – 10 til 80 procent klares på 16 minutter. Ydelsen forbliver de 416 hk, og prisen stiger til 439.900 kroner.
Topmodellen hedder Privilege AWD og kommer med to motorer, firehjulstræk og hele 630 hestekræfter. Den klarer 0-100 km/t på bare 3,8 sekunder og kører op til 543 WLTP-kilometer på en opladning. Prisen? 499.900 kroner – stadig under mange konkurrenters basismodeller.
Zeekr 7X Core RWD Long Range RWD Privilege AWD Rækkevidde 480 km 615 km 543 km Batterikapacitet 75 kWh 100 kWh 100 kWh Motor 416 hk 416 hk 630 hk Acceleration 0-100km/t 6 sek. 6 sek. 3,8 sek. Ladeeffekt (AC/DC) 22 kW / 360 kW 22 kW / 360 kW 22 kW / 360 kW Trækkrog 2.000 kilo 2.000 kilo 2.000 kilo Pris 399.990 kr. 439.900 kr. 499.900 kr.
Uanset hvilken variant du vælger, bliver du forkælet. Zeekr 7X kommer med el-justerbare sæder både foran og bagi, panoramaglastag, matrix-LED forlygter og døre, der åbner og lukker automatisk – hele vejen rundt.
Infotainmentdelen tæller en 16-tommer skærm og en 13 tommer-instrumentskærm, mens et kæmpe 36,2 tommer head-up display kan tilvælges. Og ja, bilen har selvfølgelig 5G, 21 højtalere og hele 11 kameraer.
Der er også tænkt på sikkerheden, men her trækker fraværet af LiDAR-sensoren i den europæiske version en smule ned – især når man ved, at den fås i Kina. Førerassistentsystemerne får pæne, men ikke prangende, ord med på vejen.
Zeekr stiller op med en fabriks-garanti på fem år, men tilbyder op til 10 års dækning eller 200.000 kilometer, hvis du følger mærkets serviceprogram.