Kinesiske OnePlus har siden året blev skudt i gang haft rekordhøj salgssucces i Danmark. Det på trods af, at smartphone-markedet samlet set har oplevet tilbagegang. Særligt salget af den nyeste flagskibsmodel OnePlus 11 5G er braget i vejret. Det viser nye salgstal fra analyseinstituttet GFK.
På tværs af selskabets produktlinje er styksalget ifølge GFK steget med 25 procent i forhold til samme periode sidste år. Hertil kommer, at selskabets andel af totalværdien i markedet er steget med 18 procent i samme periode.
Kineserne er desuden i top 3 over smartphone-producenter i Danmark målt på styksalg. Både når der ses på de seneste 12 måneder, 6 måneder, 3 måneder samt den sidste måned.
Samtidig viser tal fra analyseinstituttet GFK, at OnePlus 11 5G 16/256, når der sammenlignes på specifikt model-niveau, er den bedst solgte Android-flagskibstelefon fra 2023 på hele det danske marked fra februar til og med maj i år.
Dermed slår 11 5G en prominent spiller som Samsung Galaxy S23.
– Vi ser, at markedet på den ene side stiller større krav til premium-produkter, men på den anden side ønsker et overkommeligt prisniveau. Rekordsalget af OnePlus 11 5G understøtter netop, at denne efterspørgsel indfries, siger Thor Gøtz, landechef for OnePlus i Danmark.
Læs mere: Anmeldelse af OnePlus 11 5G – tilbage til udgangspunktet.