Natten mellem tirsdag og onsdag var der lukket ned for NemLog-in, grundet teknisk arbejde i forbindelse med overgangen til det nye MidID. Det var samtidig startskuddet til overgangen til det nye system – en start, der allerede ses i den seneste version af NemID-app’en, hvor man har fået mulighed for forberede sig til MitID.
MitID stiller skærpede krav til sikkerheden, i forhold til NemID. Brugernes identitet skal bekræftes ud fra nye regler, som går spadestikket dybere, end hvad der hidtil har været behov for. Årsagen er, at kravene til sikkerhed på it-området har ændret sig meget, siden NemID blev lanceret i 2010.
For nogle borgere vil de skærpede krav få betydning for overgangen til MitID. Der er nemlig behov for, at de ID-oplysninger, som er knyttet til deres NemID, opdateres, før de kan få MitID. I praksis er der tale om, at borgerne bekræfter deres NemID-identitet. Det gælder primært for de borgere, som har fået udstedt NemID online, samt nogle af dem, der har fået NemID via deres bank.
Med den seneste opdatering af NemID nøgleapp er det nu muligt at scanne sit pas og dermed bekræfte sin identitet. Processen minder om den proces, der er kendt fra oprettelsen af et digitalt kørekort. Ved at scanne sit pas online hæves sikkerhedsniveauet i NemID automatisk, og borgerne vil leve op til kravene for at få MitID.
Fra august 2021 vil de brugere, der skal opdatere deres oplysninger, blive kontaktet direkte af Digitaliseringsstyrelsen. Alle brugere af NemID nøgleappen vil dog allerede nu kunne opleve at se muligheden i appen, hvis de henter den nyeste opdatering.
Har man ikke et pas, vil man få stillet andre muligheder til rådighed for at få MitID. Men det vil først ske efter, MitID er blevet lanceret. Læs mere om identitetssikringen på borger.dk/ID
Det skal du bruge …
- NemID nøgleapp kan hentes i App Store eller i Google Play. For at ID-oplysningerne kan opdateres, er det nødvendigt, at man har en telefon, der kan aflæse chippen i ens pas. Det kan de fleste androidtelefoner og modellerne iPhone 7 og opefter. Man skal også have et gyldigt dansk pas, og det skal være udstedt efter 1. januar 2012, da pas før denne dato ikke indeholder en chip.
- Bemærk, at NemID og NemID nøgleapp stadig virker fuldstændig som det plejer. Den seneste opdatering af nøgleappen betyder ikke noget for dit brug af NemID eller for NemID nøgleappens grundlæggende funktion.