Kia-ejere – både kommende og de nuværende – kan se frem til at få Plug & Charge i bilen. Løsningen debuterer med EV9-lanceringen og vil gradvist blive rullet ud til resten af Kias elektrificerede modeller.
Dermed kan der lades op på kompatible ladestationer uden brug af hverken chip eller kreditkort. Bilen identificeres automatisk og betalingen foregår bag kulisserne.
“Det er en meget bekvem teknologi, der giver reduceret manuel håndtering, hvilket resulterer i en hurtigere og mere smidig proces for vores kunder,” siger Sjoerd Knipping, Vice President for Marketing og Product hos Kia Europe.
Den nye mulighed fungerer problemfrit sammen med Kia Charge app’en. Betalinger for opladning via Plug & Charge vil blive tilføjet til Kia-ejernes månedlige regning. “I overensstemmelse med vilkårene i deres abonnementsaftale,” oplyses det.
Ejet af Volkswagen Group
Dermed bliver Kia medlem af en eksklusiv gruppe, der udelukkende består af biler fra Volkswagen Group – og Ford. Plug & Charge ejes og drives nemlig af selskabet Hubject, der er et joint venture mellem BMW Group, Bosch, EnBW, Enel X, E.on, Mercedes-Benz, Siemens og Volkswagen Group.
Plus & Charge kan tilgås på mere end 600.000 ladepunkter på tværs af 60 lande og fire kontinenter. Herhjemme understøtter Ionity standarden, men også E.on og Clever er på vej.
Og så er der Circle K, der har valgt at lave deres eget alternativ.