Forud for næste uges iOS 18.1 opdatering, er Apple begyndt at sende ny firmware ud til AirPods Pro 2 hovedtelefonerne. Opdateringen gør det muligt at foretage en høreprøve og – hvis testen viser, at der er behov for det – bruge hovedtelefonerne som høreapparat.
Høreapparat-funktionen blev præsenteret allerede i sommer, men først nu er den altså klar til at blive aktiveret. Opdateringen indeholder også en række nye funktioner, der skal hjælpe med at beskytte din hørelse.
Her er Apples udgivelsesbemærkninger til de nye tilføjelser:
Høretestfunktionen giver videnskabeligt validerede høretestresultater hjemmefra (beregnet til brugere 18 år eller ældre). Høreapparat-funktionen giver personlig assistance i klinisk kvalitet, der automatisk anvendes på lyde i dit miljø samt musik, videoer og opkald (beregnet til brugere på 18 år eller ældre med opfattet mildt til moderat høretab). Hørebeskyttelsesfunktion hjælper brugere med at minimere eksponering for høj miljøstøj på tværs af lyttetilstande (tilgængelig i USA og Canada). Skærmbilleder af høreprøven. Klik for større (fotos: iNPUT). Den nye firmware sendes automatisk ud til AirPods Pro 2, man har ikke mulighed for selv at skynde på processen. Firmwaren har nummer “7B19” mens den forhenværende har nummer “7A305”. Du kan tjekke versionen på dine egne AirPods Pro 2 ved at gå ind under Indstillinger –> AirPods Pro , og scrolle ned til afsnittet Om .
Selv om dine hovedtelefoner er opdateret, vil de nye funktioner først fungere, når iOS 18.1 opdateringen lander – eller du installerer den offentlige beta. Opdateringen udsendes i starten af næste uge. Sandsynligvis tirsdag.