Hollandske Swapfiets – fiets betyder cykel på hollandsk – der bragede ind i Danmark med sit leasing-af-cykler-på-månedsbasis-koncept er klar til også at tilbyde elcykler. Firmaet åbnede i Danmark i slutningen af 2018 og havde allerede inden det første år tiltrukket mere end 10.000 abonnenter i de tre største byer; København, Aarhus og Odense. Siden er også Aalborg kommet til.
Ideen er, at abonnenterne betaler et fast beløb hver måned. Til gengæld stiller Swapfiets en cykel til rådighed og både reparationer og service er inkluderet – hvis den punkterer eller på anden måde går i stykker, bestiller man service via app’en, og inden for 24 timer er det fikset. Cyklerne er udstyret med et karakteristisk blåt forhjul, der gør dem ret genkendelige i gadebilledet.
Swapfiets tilbyder lige nu to cykelmodeller – en basis og en DeLuxe med syv gear – og fra den 1. juli bliver det også muligt at abonnere på en elcykel. Power 7, som den hedder, har syv gear og er udrustet med en 250W Bosch-motor med en tophastighed på 25 kilometer i timen.
Et 500 kW-batteri giver elcyklen en rækkevidde på op til 200 kilometer, alt efter kørestil. Batteriet er integreret i stellet, men kan afmonteres, så det kan oplades indenfor. Det tager fire en halv time at oplade. Herunder et par billeder af cyklen (klik for større billeder):
Infoskærmen på styret. Bosch-motoren giver en topfart på 25 km/t. Swapfiets-cyklen med det karakteristiske forhjul. I første omgang ser det ud til, at det kun er abonnenter i København og Aarhus der har mulighed for at vælge elcyklen, mens ditto i Odense og Aalborg må nøjes med en rugbrødsmotor.
Mens det er relativt billigt at abonnere på en almindelig cykel – under 200 kroner om måneden – skal man dog dykke dybt i lommerne for at få lov at få motor på. Det koster nemlig 595 kroner om måneden. Cyklen bliver leveret med to låse, men bliver den alligevel neglet, er der en selvrisiko på 1.750 kroner. Hvis du har husket at låse den, vel at mærke, ellers stiger selvrisikoen til 15.250 kroner. Du kan læse mere om cyklen her .