Tim Cook lovede, at den den ville komme i løbet af juli og nu er den her. Den første offentlige betaudgave af styresystemet iOS 16 er netop blevet frigivet. Det betyder, at den kan hentes af alle modige sjæle, der har mod på at prøve det af. Samtidig er der frigivet betaer af iPadOS 16, watchOS 9, tvOS 16 og macOS Ventura.
Hidtil har betaudgaverne udelukkende været tilgængelige for registrerede Apple-udviklere. De fik i øvrigt den seneste udgave forleden; og den er sandsynligvis identisk med den, der nu er kommet i offentlig beta. Det er den, der indeholder et baggrundsbillede af de ikoniske klovnefisk.
Inden du kaster forsigtigheden overbord og melder dig til Apples offentlige betaprogram skal du huske, at der altså er tale om betaer. Der kan være fejl og mangler i softwaren. Nej, der er fejl og mangler. Når det er sagt, har jeg kørt med beaten siden den udkom uden problemer.
De offentlige betaer kan tilmeldes på denne side.
Hvad kan den?
Her er et par af de nyheder, du kan møde i iOS 16:
- Ny låsekærm
Dette er “den store” visuelle opdatering. Låseskærmen er ændret markant, så du kan tilføje widgets, ændre skrifttyper og farver.
- Hjem-app’en
Apple er et af flere kendte tech-mærker, der står bag Matter-standarden, der binder flere intelligente enheder sammen. Dem er der blevet plads til i Hjem-app’en, hvor alle hjemmets enheder nu kan tilgås fra en enkelt skærm, der kan rulles.
- Beskeder
App’en, hvorfra der skrives og tilgås iMessages, er blevet langt mere smidig. Der er kommet en “fortryd”-knap. Du er også i stand til at redigere beskeder, efter du har sendt dem. Hvis du har lavet en tastefejl, kan du lave rettelsen med et “redigeret” flag, der vises ved siden af det “leveret”. Messages understøtter nu også SharePlay, så du kan starte en session direkte i appen og følge med i en video på samme tid som dine venner.
Der er masser af mindre opdateringer som en del af iOS 16-opdateringen, som også er værd at nævne. Som Fitness-appen, der kommer som standard, uanset om du har et Apple Watch eller ej. Tidligere skulle du parre Apples bærbare og smartphone sammen, før appen dukkede op. Du kan også springe over CAPCHA-feltet på hjemmesider.
Den komplette liste over nyheder i iOS 16 kan findes hos Apple.