Adobe Photoshop er endelig blevet tilgængelig på iPad. Ikke en afpillet udgave, men den fulde oplevelse. Appen blev annonceret under Adobes MAX-event for et år siden og er i løbet af weekenden blevet lagt på App Store uden den store fanfare. Den kommer måske senere.
Photoshop er gratis at hente ned og den kan bruges i 30 dage, men derefter holder den op at fungere med mindre man har et Creative Cloud-abonnement. Er du en af de heldige, der allerede har et abonnement til desktop-programmerne, dækker det abonnement også Photoshop på iPad.
Prisen for et Adobe Cloud-abonnement, der blandt andet dækker Photoshop, starter ved 92,50 kroner om måneden.
Photoshop til iPad understøtter Apple Pencil og gør det muligt at arbejde med ”rigtige” PSD-filer – med lag og hele molevitten. Adobe har også modificeret ofte brugte funktioner til brug med trykfølsomme skærme, såsom Hurtigt Markeringsværktøj og Penselværktøjet.
Det er også muligt at gemme filer i skyen, så man kan arbejde videre på dem senere på computeren.
Her er en liste over alle understøttede enheder:
- iPad Pro (Wi-Fi, Wi-Fi, and Cellular)
- iPad Pro (12,9-inch) and 2nd generation
- iPad Pro (10,5-inch)
- iPad Pro (9,7-inch)
- iPad 5th Generation
- iPad Mini 4
- iPad Air 2
Adobe siges også at arbejde på en fuld udgave af Adobe Illustrator til iPad’en – den skulle komme engang til næste år. I mellemtiden kan Adobe Photoshop til iPad hentes her.