Under Apples udviklerkonference, WWDC, i starten af juni lovede selskabet, at en ny, avanceret kamera-app var på vej. Final Cut Camera, som den hedder, er nu landet i App Store og kan hentes ned ganske gratis.
Final Cut Camera er kort og godt en app til dem, der gerne vil have lov til at hive lidt i håndtagene, når der skal filmes video. App’en giver mulighed for at ændre på hvidbalance, lukker og ISO, ligesom der kan tilsluttes eksterne lydkilder og meget andet. Apple siger, at det er en app, der gør det muligt at “optage profesionelle videoer”.
En virkelig interessant funktion til netop de semi-professionelle, er muligheden for at kombinere live-optagelser fra flere iPhones i realtid. Såkaldte multicam-optagelser. Dermed kan man optage motivet fra flere vinkler på samme tid.
Multicam-funktionen kræver dog at man har selve Final Cut Pro-app’en installeret på sin iPad, hvorfra styringen foregår. Og selv om kamera-app’en er gratis både at hente og bruge, så kræver Final Cut Pro, at man betaler abonnement (39 kroner om måneden eller 390 kroner årligt).
Man kan dog snildt benytte Final Cut Camera uden symbiosen med Pro-app’en.
App’en gør det muligt at optage i ProRes (kræver dog en iPhone 15 Pro/Max samt en ekstern SSD, tilslutte via USB-C. Det er muligt at køre manuel fokus og også aktivere Focus Peaking, så du kan se hvor fokus rent faktisk er. Man får også grafisk advarsel, hvis områder i motivet er overeksponeret, ligesom man kan aktivere billedstabilisering. Det er også muligt at skifte mellem de tre linser på iPhone 15 Pro/Max.
Final Cut Camera kan hentes på App Store.