I årevis har betaudgaverne af Apples forskellige styresystemer været forbeholdt betalende udviklere. Siden har Apple også lavet offentlige betaer. Men i år åbner Apple helt op for posen; nu kan alle og enhver hente udvikler-betaerne af iOS 17, iPadOS 17 og de øvrige styresystemer, der blev præsenteret mandag aften.
Det er en del af en helt ny strategi. Tidligere har man skullet betale et årligt gebyr for at få adgang til diverse programmeringsværktøjer. Men fremover er det hele frit tilgængeligt, så man kan kode hele apps. Man skal blot betale, hvis man ønsker at distribuere sin app. Apple skriver på sin hjemmeside:
“Med blot et Apple ID kan du få adgang til Xcode, softwaredownloads, dokumentation, prøvekode, fora og Feedback Assistant, samt teste dine apps på enheder. Hvis du ikke allerede har et Apple ID, kan du oprette et nu. Tilmeld dig Apple Developer Program for at distribuere apps.”
Tydeligvis en metode til at lokke flere til at lege med app-udvikling, efter “det første fix er gratis”-devisen.
Sådan gør du … Udviklerbetaen af iOS 17 kan hentes direkte fra din iPhone. Det gøres ved at gå ind i:
Indstillinger –> Generelt –> Softwareopdatering
Herinde er der kommet et nyt menupunkt, der hedder ‘Betaopdateringer’, hvorfra du kan vælge hvilken beta, du vil installere. Se skærmbillede nedenfor.
iOS 17 udviklerbetaen kan hentes direkte fra din iPhone. Herfra skal der dog lyde en kraftig advarsel. Du bør ikke installere udviklerbetaer på din primære telefon. Betaer er, per definition, ofte fyldt med fejl og mangler. Eksempelvis er der stor risiko for, at eksempelvis netbank eller MitID ikke vil fungere på beta-softwaren.
Læs mere: De 10 største nyheder i iOS 17 .
Men har du en ældre iPhone i skuffen, kan du roligt kaste dit nysgerrige blik på iOS 17. Det er forholdsvis nemt at gå tilbage til en “skarp” udgave af styresystemet, hvis det bliver nødvendigt.
Vi har, naturligvis, hentet styresystemet ned på vores (ekstra) telefon og er i gang med at kigge på nyhederne. Bemærk at den nye Journal app endnu ikke er med ombord. Der meldes også om fejl i AirDrop-funktionerne.