Går du og drømmer om at skifte taget ud med Teslas solcelletag – tagsten med indbyggede solceller – behøver du ikke købe løsningen. Det meddelte Elon Musk i løbet af søndagen i en række tweets. Ifølge Musk vil Teslas tagsten kunne spare ejeren for i omegnen af 500 dollars – 3.000 kroner – om året.
”Med den nye lave pris, er det som at have en pengeprinter på dit tag, hvis du bor i en stat med høje elomkosninger. Det er stadig bedre at købe teknologien, men muligheden for leje gør det økonomisk indlysende at gøre,” tweeter Elon Musk.
Relanceringen af solcelletaget kommer mindre end en måned efter at Tesla for tredje kvartal i træk har måttet melde om færre installationer af taget.
Det er tre år siden Tesla købte SolarCity Corp. og dermed gik ind på markedet for solcelletag. På sit højeste levere SolarCity mere end 200 megawatt i kvartalet – Tesla har i årets andet kvartal kun leveret 29 megawatt, skriver Bloomberg.
”Det ser ud til at Tesla forsøger at vende et rekordlavt salg ved at vende tilbage til en ”no-money”-typemodel. Tesla bliver nødt til at bevise, at de kan administrere deres økonomiske resultater denne gang,” skriver Michelle Davis, senior solanalytiker hos Wood Mackenzie Power & Renewables, i en besked på Twitter.
Det er i skrivende stund muligt at bestille fire forskellige typer af solcelletag fra Tesla. Taget er lavet til at levere strøm til Teslas batteriløsning, Powerwall, der samler energi til at drive hjemmet når solen skinner.